Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Holger Drachmann: Ulf Brynjulfsens efterladte Papirer. Den første Kærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han forstod andres Ekscentriciteter. Mig holdt han af — tror jeg.
Moderen, en stille, fredsommelig, mild Kone, bøjet under Hus-
holdningssorger, opgav øjensynligt at finde Rede paa mig — men
har dømt mig skaansomt, efter hvad jeg formoder. Hun dømte
alle skaansomt, hadede ingen, misundte ingen. Hvis hun — og
ikke et Mandfolk havde skabt Verden, vilde der have været Fred
og Forsoning overalt. Dette ytrede jeg blandt andet paa Klubben
i en Skaaltale — hvorover Borgmester og Raad lo himmelhøjt.
Jeg ytrede for øvrigt ganske anderledes drabelige Ting — og alle
sivede de ud og gav Forargelse.
Toldkassererens Pigebørn — min Elskedes Søstre — slog
sig nærmest paa Moderens Opfattelse af mig — en lidt utilregnelig
Skrue_____Gud véd, hvomaar han vil fri? blot han ikke er en
Vindbeutel! —
Den yngste gik stille, drømmende omkring derhjemme —
halvt oversét — en Askepot, som efter Tur med de andre
maatte passe en lille Forretning i den modsatte Kant af Byen —
et Slags juridisk Kontor med Stempelpapir og Boghandel, eller
hvad det var for noget.
Dér kom jeg tit — naar „hun“ havde Tur.
Saa var der den ældste Broder — ikke ham ovre i Hoved-
staden. Et lyst Hoved, en dygtig Bogfører for de forskellige
Embedsmænd, men med noget — noget tilbagetrængt Fortvivlet
ved sig, en Ærgærrighed, der paa Grund af de smaa Kaar ikke
har kunnet tage „latinsk Jura", og som nu sled sig op for de
Overordnedes Dovenskab eller Nydelsestrang. Han spillede godt
og højt Kort, drak stivt uden at blive beruset, kendte alle Byens
Skandaler og alle Øens Misligheder, var tilknappet, vogtede over
sine Lidenskaber og lo af andres, behandlede mig venskabelig-
reserveret, og kunde have set mig hængt uden at skære mig ned.
At jeg „kunde" eller „vilde" blive hængt en Gang, syntes hans graa,
klare, gennemtrængende Øjne ikke at betragte som en Umulighed.
Men undertiden syntes han ogsaa at formode, at jeg kunde have
en Chance for mig som Minister — og han lod mig da med Be-
vaagenhed tabe en Blan?he polydor til sig.
Min Følgesvend og Jonathan, naar jeg var ked af Klub-
løjerne, var en yngre, falleret Købmand. En rig Købmand kunde
ikke forekomme i min Praksis.
Han var Begejstring — altid begejstret. Forknyt over sit
Uheld, som han med rosværdig Selverkendelse tilskrev en Blanding
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
