Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Holger Drachmann: Ulf Brynjulfsens efterladte Papirer. Den første Kærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
se sig om — medens jeg gik tilbage og om Bord i Jagten — den
samme Jagt, som havde bragt mig did.
Paa en Skrænt ved Stranden, en Milsvej fra Byen, vilde
hun sætte sig og tilvinke mig sit Farvel, naar jeg om Bord paa
„Dorothea Sofie" kom frem om Pynten.
Dette havde vi aftalt den foregaaende Dag, hvor Vejret var
stille, mildt, lidt melankolsk — saaledes som hendes eget Smil var
stille, mildt, lidt melankolsk.
Mert Afskedens Dag begyndte om Morgenen med stiv Kuling,
og langs Stranden laa den hvide Fraade over Revlerne.
Vi gik sammen ud af Byen. Hist og her kom en Næse
paa Ruden, for at se, om „Studenten* nu virkelig vilde fri —
eller om Parret maaske var forlovet!
Vi gik tavse ved hinandens Side. Lidt efter lidt fjærnede
vi os fra hinanden med et Skridts Mellemrum.
Nu maa De sige noget — aa, sig noget — løst eller fast!
bad hun med rørende Troskyldighed, medens Stemmen dirrede og
de fine Læber skælvede.
Jeg gik dér — mournfull — gloomy — som min Helt,
Lord Byron.
Vindstødene drev Sand og raslende Blade i smaa Skyer
foran os. Hendes Kjolenederdel svøbte sig om de slanke Lemmer;
og hun pressede et lille rødtærnet Schawl fast om sit jomfruelige
Bryst — og da jeg kiggede paa hende fra Siden af, saa’ jeg Taarer
bæve i de smukke brune Øjne, som langsomt flyttede sig i det
emailleblaa Hvide.
Jeg sukkede; gav mig saa til at le, for at synes frisk paa
det — tog hendes Haand og sagde: Lad os løbe et Stykke!
Vi løb. Vinden løb med os et Stykke — og vi øjnede
Telegrafstangen i det fjæme — som to dødsdømte Sammensvorne
kunne øjne Retterstedet.
Nej; jeg vilde — kunde ikke sige noget. Hvad skulde
jeg sige? At jeg elskede hende af min ganske Sjæl? Det vidste
hun. At jeg bad hende vente paa mig — indtil jeg havde gjort
noget, var bleven til noget, i det mindste til jeg var kommen lidt
i Ro med mig selv!
Alt det var jo blevet sagt imellem os.......men Frieri var
det ikke, havde der ikke været. Hun havde ikke med en Anelse
ladet mig forstaa, at noget saadant havde hun ventet. Hun var
en uerfaren, uudviklet, men stolt lille Pige; og hun havde hørt nok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
