Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Holger Drachmann: Ulf Brynjulfsens efterladte Papirer. Den første Kærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
helst lægge mig ned. Og dér laa jeg, agterude ved Siden af
Skipper og Ror. Han selv, Matros og Kok var ukendelige i deres
Oljetøj. De frygtede for „Slæbesøer", Styrtesøer bagfra........de
skal være saa farlige, naar man sejler plat for Vinden i Kuling
og Søgang. Jeg lod haant om Søer i alle Former. Lystrende
Ordren laa jeg i min Kappe agterude, frysende, vaad, men med
en vild, hed jublende Fortvivlelse indeni mig.
Snart svandt Lerskrænter, Huse, Kirkespiret, hele Øen.
Maanen kom op, men i Dis........et spøgelseagtigt flimrende Skær ud
over det rullende, fraadende Hav. Jeg hørte den tunge, hule Lyd af
Søerne, som faldt — den hvislende, langtrukne Gispen af Braaddene,
som styrtede. Jeg fornam tilsidst hverken begyndende Kvalme,
Kulde eller Sult. Jeg var som hallucineret. Jeg saa’ Syner ud
over Havet — ligesom en Flaade af mørke, fjendtlige Kolosser,
der nejede sig og dukkede truende frem over de hvide Blink. Saa
forsvandt dette Syn........en ugengivelig Fornemmelse af Slægt-
skab, „Wahlvenvandschaft", med Elementet greb mig, alt imedens
den Elskedes Skikkelse vippede op og flygtede for mig. Jeg syntes,
at jeg var et Geni — et naturbegavet Menneske, med det for
Genierne fælles Udflydende som et Mærke, der bandt mig til
Havet. Hverken kunde jeg faa fat paa mig selv, eller andre kunde
faa Hold i mig. Jeg var selv Havet..........
Ja nu maa Herren værs’god krybe nedenunder! sagde Skip-
perens Stemme. For nu faar vi Søen mere tværs og Kulingen
tager til! —
Næste Morgen tidlig sejlede vi gennem Bomløbet ind i
Københavns Havn, hvor de gamle Orlogsskibe laa paa Rad og
raadnede i Flaadens Leje.
Vintren, som fulgte, er i mange Enkeltheder som udslettet
af min Erindring. Jeg husker alt, hvad jeg som Elleveaarsdreng
sagde, gjorde eller undlod at gøre. Hvad jeg ti Aar derefter dagligt
foretog mig, er væk og borte. For Familien var jeg en Gaade.
Men da Ga&den levede stille paa sit Værelse, tilsyneladende besøgte
juridiske Forelæsninger og sjældent bad om Lommepenge — saa
slog man sig til Ro. Papa gik sine Veje, Mama forfulgte sine
Interesser. Der maa være kommen en paafaldende Alvor over mig
— men Alvoren var netop det, man gik af Vejen for derhjemme.
Jeg gav ingen offentlig Forargelse; det var nok. Kun blev man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
