Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Herman Bang: Betty Borchsenius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
faar Lov at betragte fra alle Sider i kysk og yndefuld Leg
for Beskueren.
Men Betty Guldbrandsens Billede af den unge Pige var fra
ferste Færd ikke dette. Det syntes straks mer levende end som
saa, og dets spillende Sjæl hed den frie Munterhed.
Det var en Munterhed, der mindede om Skov og Marker, om
Friluftsliv en Sommerdag og om Stormen over Præstegaards-Vænger.
Saadan var hun: fri og skælmsk og snar; smidig — men
som den, der ikke har lært at danse — kæk og glad og kær:
den unge Pige fra Landet. Sundhed stod der af hende, Sundhed
og Glæde; og det var, som slog hun Friluftsdør op, hvor hun kom.
De Forfattere, som den Gang skrev Roller for Betty Guld-
brandsen, har haft Blik for hendes Egenart. De holdt af at give
hende Ftingspil og Fjerbolt i Haanden. De havde Ret, og deres
Attributer blev næsten Symbol. De andre unge Piger paa Teatret,
de passer i en Stue. En Skov, en Høj i en Have var Frøken
Guldbrandsens Ramme; den frie Himmel syntes hendes Tag.
Det var hendes Aands stærke Trang mod Frihed, som
allerede den Gang gav Betty Guldbrandsens Skikkelser dette Drag.
Hendes Selvstænd igheds Hang forlenede dem fremdeles med deres
vantro eller drilske Spot. Og den Sjælens Kølighed, som altid forblev
hendes forstandsmæssige Temperament eget — den virkede endnu
som den urørte Uskyldighed.
Hvad Under da, at hun sejrede, og at hun fejredes?
Hun var jo „Uskyldigheden*. Men Uskyldigheden med et
Anstrøg eller en Understrøm af Karakter, saa at man — foreløbig
fortrylledes dobbelt.
Der fortælles fra de første Betty Guldbrandsens. Aar ved
Folketeatret en sandfærdig Langeanekdote, der synes karakteristisk.
Der var Generalprøve paa Nørregade paa en lille Farce, en ganske
umulig lille Farce. Som vanligt saa Lange til fra Parkettets første
Bænk. Men jo længere Pjesen skred frem, des mer rokkende
utaalmodig blev han: „det var umuligt, det var ganske umuligt*.
Saa sagde den kyndige Mand tilsist i sin Kvide, da Slutnings-
sangen kom:
— Vi la’er Guldbrandsen gaa frem, sagde han, at synge
det sidste Vers.
Man gjorde ham opmærksom paa, at Frøken Guldbrandsen
slet ikke var der — at hun ikke spillede med.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
