Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Herman Bang: Betty Borchsenius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ti man ønskede paa Kongens Nytorv sikkerlig ikke — og
mindst i de Aar — at give Plads for en Kunst, som man paa
denne ballet-skolede og støvgroede Skueplads halvt ubevidst
maatte fornemme som revolutionær. Man vandrede paa den
kongelige Scene allerede for femten Aar siden altfor støt paa den
Vej, der skulde føre os fra den kunstneriske Stil til det kunstlet
stiliserede og fra det velopdragent dannede til det sødladen snær-
pede — til at man skulde ønske at slippe den Fanden: Natur ind
i Kunsttemplets Vievandskar.
Instinktmæssig følte den herskende Skole som en Fjende
en Skuespillerinde, der som Betty Borchsenius var Lærling af
Livet selv.
Og der rejste sig over Teatrets Afslag ingen moderne
Pressestorm. Ingen Interwiewers drog som en ridderlig Garde
i Leding for »den forfulgte Kunst”. Ingen betydelig Kritiker gjorde
i den ellevte Time rede for, hvad Nationalteatret i den vragede
Skuespillerinde kunde vinde — eller hvad der ved Afslaget for
Kunsten kunde blive tabt.
Og saa — blev det tabt.
Ti vel kulminerede Fru Borchsenius først kunstnerisk efter
den forgæves Henvendelse til Nationalteatret, men alligevel var
Loddet for hendes Kunst uigenkaldelig kastet den Dag, da hun
maatte beslutte sig til at forblive paa Folketeatret — Sekondteatret.
Foreløbig naaede Betty Borchsenius de følgende Aar det
højeste Rygte hos Publikum som hos Kritik.
En ny Direktion bragte — under Høedts Auspicier — frem
en Række af franske Skuespil, som i Skarer drog det bedste
Publikum til Huse. Louise Holst magtede, ledet ved Høedts
Haand, de betydeligste Opgaver. Og Betty Borchsenius virkede
midt i de franske Optrin som den friske, nordiske Fortryllelse.
Der var virkelig en Stund, hvor selve dette franske Drama
var hendes Held. Det franske Skuespils Tone ligesom afsleb visse
Kanter af hendes Spil, der blev egalere og mindre hensynsløst
i sit Enkeltudtryk. Hver Rolle blev hende en Triumf.
Og alligevel tror jeg, at alle disse Roller, som alle lignede
hinanden, allerede den Gang trættede hende. Deres Uvirkelighed
irriterede hende, og deres aandelige Indholdsløshed pinte en Aand,
der som hendes var altid beskæftiget og higende. Hun selv var
aandelig fremskreden, rig paa Kundskab og højt udviklet. Hvad
Tilskueren 1891. ^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
