Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - N. Neergaard: Fra den nationalliberale Guldalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sammen paa det hele. Birkedal husker ham lige fra Skole-
bænken som „den store, stærkt byggede, men ogsaa noget fuld-
proppede Dreng* — „Pølsen*, som de andre kaldte ham —
„med det lyse, stride, halvt krusede Haar og den sunde An-
sigtsfarve*, og han er endnu glad ved at tænke paa al den
Morskab, de den Gang havde sammen, især naar han var
hjemme hos ham paa hans Fødselsdage og sammen med Kamme-
raterne „slog Katten af en af hans Faders mange Tønder*.
Ogsaa i Minderne fra Studenteraarene knytter Halls Navn sig for
Vennerne til mangfoldige af de Smaatræk, der er saa lidt i sig
selv, men dog saa uudtømmelig en Kilde til Glæde for dem, der
har oplevet dem sammen. Han var med til en Jyllandsrejse, nogle
af Kammeraterne gjorde efter overstanden Filosofikum, hvor de
under et ufrivilligt 5 Dages Ophold i Kalundborg fandt paa den
underlige Adspredelse hver Dag at gaa hen til Byens Barber for
at lade sig rage, skøndt ingen af dem endnu havde Skæg. En
anden Gang udfordrede han i Rusaaret sammen med 11 andre
for „en blodig Fornærmelses* Skyld en Medrus „til Holmgang paa
Fælleden*, og man endte den højtidelige „Stævning* til den Ud-
fordrede saaledes: „og ville vi skyde paa Dem saalænge, indtil
De paa Pelsen er skudt*, og saa fremdeles i en Uendelighed. —
Hall var iøvrigt den, som i Studenterkredsen navnlig repræsen-
terede den jævne, sunde Fornuft, hvad nok af og til kunde be-
høves, naar Vennerne i deres Digte eller ved andre Lejligheder
kom altfor højt til Vejrs; han forstod saa altid at faa dem ned til
Jorden igen med en lille lun Vits. Han var ogsaa den eneste af
dem, som ikke selv gav sig af med at skrive Digte, men nøjedes
med godmodigt at kritisere de andres. Dog stod han ingenlunde
uforstaaende overfor Fantasiens og Digtningens Verden, men det
var ikke, siger Birkedal, „hos ham, som hos flere af os andre, en
særlig Leven i denne Verden under Syner og Drømme; han tog
med af Poesien, hvad der kunde smykke hans Liv og Vandring,
men der var en Ligevægt hos ham ogsaa i dette Stykke: Fantasien
beherskede ikke hans Tanke, men kastede kun sit Strejflys over
hans Liv.*
Birkedal kom i Aarenes Løb til at staa de fleste af sine
Venner fra Barndoms- og Studenteraarene ret fjærnt. Naar der
ikke er Fællesskab i Livsgerning og Anskuelser og man tilmed
bor langt fra hinanden og kun ses sjældent, falmer saadanne
Venskabsforhold hurtigere, end man skulde tro. Dette har navnlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
