Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Karl Gjellerup: Prolog ved det kgl. Teaters Mindefest for N. W. Gade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der tindred festlig Kærteglans i Øjet,
men Barnets Uskyld-Smil om Læben laa:
et Barn han var af dem, der aldrig æres
for højt, — ti Kunstens Himmerig er deres.
Og just som mod den glade Fest det stunded,
der samler om hint Barn fra Bethlehem
alle, hvis Barnesind ej bort er svundet,
og tænder Lys i rigt og fattigt Hjem —
da var hans Lys brændt ned, hans Glas udrundet,
og Juleklokken sang hans Reqviem:
med Ring om Ring af Malmets Tone-Vover
den bar sit Sørgebudskab Verden over.
Han overleved ej sit eget Snille
og ej sit Verdensry; han var ej træt
af Livet, men han kunde ej og vilde
ej følge Tiden, hvor den arted slet;
han saa’ en Slægt, der ej var ung men lille,
og hørte Lavhed haane Højheds Ret;
da vendte han sig bort mod svundne Dage,
han saa’ ej længer frem, han saa’ tilbage.
Og han, hvis første Toner Ossian maler —
nu selv han som den skotske Barde sad,
naar Skumrings-Vemod til hans Hjærte taler
og mumlende han vier sit Heltekvad
til Aftenstjærnen, der saa sagte daler
og tvætter Gylden-Lok i Bølgens Bad
og fjærnt i Vest sin tavse Straale slukker,
mens Sjælens Stjæme-Øje op sig lukker, —
og Aandens Lys fra Gnist til Flamme brænder,
og samler Helte som en Bjærgets Baun,
fremfame Ahner, hedengangne Venner,
før Ossians Øjenlyst og længst hans Savn;
9*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
