Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Cand mag. Jonas Collin: En Konflikt mellem J. L. Heiberg og C. Molbech
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kald til at repræsentere dets Interesser. Og ligesom man i de
virkelige Stater ikke harmes saa meget over, at den Adelsbaame
tænker og handler aristocratisk, som at Den, der er-udgaaet af
Folkets Midte, fornægter sin Fødsel og sine naturlige Pligter, idet
han gaaer over paa det aristocratiske Parti, saaledes finder man
sig ogsaa lettere i, at de ikke-litterære Medlemmer af en Kunst-
Direction begaae litterære Misgreb, end naar Den, som just er der
for Litteraturens Skyld, gjør det Samme. Men nu maa det allerede
give et ufordeelagtigt Begreb om Dennes Erkjendelse af sit Embeds
litterære Betydenhed, naar han, istedenfor at virke i det Store,
saaledes som en Administration bør gjøre, taber sig i Detail-Arbeide,
som en Anden ligesaa godt og bedre kunde gjøre, ligesom det
ogsaa er et maadeligt Tegn, naar han selv gjør sig til Dilettant i
det Fag, som han skulde beskytte mod alt Fuskeri. En Litteratör
maa jo vide af egen Erfaring, at der til enhver Art af litterær
Frembringelse hører en vis Routine, saa at man ikke pludselig og
uforberedt kan ligesom hovedkulds kaste sig over dem. At skrive
Vers, at rette Andres Vers (vid. Don Carlos og Donna Diana),
saavel som i Almindelighed — endog blot i en Oversættelse —
at frembringe en Dialog, alt Dette er en Kunst, og i en Kunst
bør Ingen gjøre sig til Dilettant, men allermindst en Litteratör,
der nødvendi gen maa staae paa det Standpunkt, hvorfra han seer
Dilettantbestræbelsen som en Nullitet. Uagtet det da vist nok i
sig selv kun er en ringe Ulykke, om Litteraturen og Theatret
forøges med nogle flere maadelige Arbeider, saa er det derimod
en reel Ulykke, at den Tanke, som ligger til Grund for slige falske
Bestræbelser, og som er uforenelig med forstandig Agtelse for
Kunsten, skal findes hos Kunstens Bedømmer og eneste Repræsentant
i Administrationen. Thi hvor den rette Indsigt mangler paa den
ene Side, vil den ikke ogsaa der mangle paa de andre? At Dette
virkeligt er Tilfældet, sees desværre af næsten Alt hvad der ved
Theatret henføres under den litterære og artistiske Administration.
Overalt viser sig en øconomisk Tendens, overvejende alle de andre:
At faae ret mange nye Stykker hurtigt satte i Gang, for paa denne
Maade at fylde Kassen, istedenfor at give et ringere Antal af godt
valgte og godt indstuderede Arbeider. Hvilken Scandal var ikke
den første Forestilling af Donna Diana? Det var ei engang en
Generalprøve paa et Stykke. Hvorledes kunde man undres over,
at det ved en saadan Forestilling maatte mishage? Den lange,
tomme Musik i anden Act kunde have været undgaaet, dersom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
