Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Cand. jur. W. Behrend: Til Minde om N. W. Gade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mands Haand til Afsked. Det var ikke just, fordi man havde faaet
talt om, hvad der i Øjeblikket tyngede Sindet, og gennem Gades
Ord faaet Klarhed og Lettelse, om nogen intimere Fortrolighed
kunde der end ikke godt være Tale overfor den bedagede Mester,
men det var Gades klare Syn paa alt, hans overlegne Dom, hans
milde Humor og store Livserfaring, der paavirkede en. Der hvilede
en afgæret Ro over hans Person som over hans Ord, og han
havde en genial Ævne til at se det centrale i de store Spørgsmaal,
til at skyde det avæsentlige til Side og at foragte det, som var
kommet op i Kraft af Moden og Døgnets Smag. Gades Udtalelser
bar som nævnt oftest Præg af stor Selvsikkerhed, der rigtignok
undertiden var noget overdreven og førte ham til at blive paa-
staaelig, naar han sagdes imod, og de (saavelsom hans hele Op-
træden) vidnede endelig mangen Gang om stort personligt Mod og
levende Sandhedskærlighed. — Naar jeg i saadanne Stunder sad
og betragtede Gade kunde jeg tit ikke lade være at sammenligne
ham med selve Goethe, den Kunstner som han vistnok satte højest
af alle, saaledes som man forestiller sig ham i hans Alderdom.
Det var den samme ranke Skikkelse, klædt som Goethes i en lang-
skødet graa Hjemmefrakke, det samme fyldige „Lockenhaar*, de
samme rolige, afmaalte Bevægelser, det samme Talens Præg af
Jævnhed og Natur, uden noget søgt eller forceret, men Ansigtet
var ikke formet saa ædelt som Patricierens fra Frankfurt, det
havde et mere hjemligt og borgerligt Præg, og udaf Blikket læstes
snarere Velvilje, Agtpaagivenhed og lunt Humør end „olympisk Ro“.
Naar Gade havde noget at „vise“ mig, hvad som sagt
ingenlunde altid var Tilfældet, naar han kaldte mig til sig, da var
det som oftest noget Musik; han satte sig da hen og spillede for
mig, og selv om det han gennemgik, var nok saa lidt eller nok
saa ubetydelig, var det en Fryd blot at høre Gade spille. Des
værre var det kun sjældent, at han foredrog større sammen-
hængende Musikstykker, men jeg mindes dog som mine bedste
musikalske Erindringer at have hørt ham spille flere Beethovenske
Sonater. Uagtet han ikke sad inde med synderlig teknisk Fær-
dighed1), hvorom ogsaa Klaversatsen i mange af hans Komposi-
tioner vidner, saa vidste han dog, musikalsk som han var fra Isse
til Fod, at lægge en bedaarende Skønhed i Spillet: der var Sang
’) Gade havde vist egentlig aldrig haft Tid og Lejlighed til at studere Klaverspil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
