Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Cand. jur. W. Behrend: Til Minde om N. W. Gade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
meget konservative. Paa det politiske Omraade var Gade nær-
mest konservativ; men skøndt han i det væsentligste sluttede sig
til den nuværende Regerings Standpunkt, var hans Deltagelse for
vor hjemlige Politik ikke synderlig stor. Han var led ved den
megen .Snakken og Kævlen” og med sin aktive, livfulde Natur
længtes han efter at se Handlinger, Resultater. Betegnende er
det ogsaa at se, at han mangen Gang, naar Talen kom ind paa
det politiske Omraade, har tilraabt mig: .Hvad gør Venstre nu?”
Som det i Karl Gjellerups foranstaaende Prolog fint er
antydet, var Gade i sin Alderdom i det hele og store ikke mere
tilfreds med den Tid, han levede i. Han syntes at staa ene med
sit ideale Livssyn, han følte Respekten for Kunsten mindskes ved
det Humbug, der rundt om blomstrede op, det forekom ham, at
ikke en Gang Kunstnerne selv holdt sig udenfor denne Hvirvel og
satte deres Maal højt nok. Den moderne Virkelighedsskildring
tydede i hans Øjne paa Mangel paa Fantasi, han følte i den en
sanselig Brutalitet, der var hans sarte Natur meget lidt tiltalende.
Men mest af alt opbragte det ham, at Tidsaanden var saa lav,
saa let slog sig tiltaals med, hvad der blot i Øjeblikket fornøjede
og adspredte, uden at bryde sig om Manglen paa store Følelser
eller kunstnerisk Dygtighed. Jeg husker, hvorledes Gade endnu
i sit sidste Leveaar ivrede mod et Skuespil af en af vore yngre
Forfattere, der syntes ham ganske blottet for Ideer og Kunst
,Ja, nu tømmer de Skaalen til sidste Draabe,” sagde han om
Publikum, „men De skal se, saa brækker de sig ogsaa bagefter
og det ender med, at de forlanger noget med mere Saft og Kraft.”
Man tager dog Fejl, dersom man tror, at Gades Utilfreds-
hed med Tiden gjorde ham til en knarvorren „laudator temporis
acti”. Tvært imod, han opgav ikke sin Tro til Menneskeaanden,
han hævdede ivrig, at der vilde komme Tider — selv om der for-
inden skulde flyde Blod — hvor Menneskeslægten vilde blive lykke-
ligere, Livsmaalene sættes højere, Kunsten virke mere forædlende
og hvor de sociale Modsætninger vilde blive udjævnede. Over
mangen Skuffelse hjalp ogsaa Gades sunde Humor ham, og des-
uden var det ham en Trøst, at han snart skulde gaa bort til en
Verden, der var bedre end denne. En dyb religiøs Natur var
Gade nemlig — uden at han dog talte meget om disse Ting —
og han havde en levende Udødelighedstro. Jeg mindes, hvorledes
Gade, der ogsaa paa dette Omraade bevarede hele sin Selvstæn-
dighed, en stjæmelys Aften paa Landevejen ved Fredensborg op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
