Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Skuespiller Elith Reumert: Under Julies Altan. Et Billede fra Teaterlivet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ind, — tag for dig af Herlighederne, — arbejd, arbejd, saa vil
du maaske éngang kunne kalde dig med Kunstnemavn!
Han mere fløj end gik fra Teatret, for saa hurtigt som
muligt at kunne meddele det glade Budskab i Hjemmet, hvor dog
Budskabet, i Betragtning af den fordomsfulde Mistillid, man nærer
til alt, hvad der gaar ind under Begrebet „Teaterliv*, blev mod-
taget med betinget Henrykkelse. — —
Tiden, der nu kom, delte ban efter System ligeligt mellem
Sysler, der betegnes med saa indbydende Navne som: Dans og
Sang, Læsning, Fægtning og Teaterforestillinger. Han fik Lov til
at spille Smaaroller for at vænne sig til Fjendens Ild, som man
kaldte det.
Fjenden havde ikke vist sig ubøjelig eller uovervindelig.
Men til at besejre Fjender kræves mere end smaa, plan-
løse Angreb, — Maaned efter Maaned ventede han paa at maatte
levere et Hovedslag, der enten kunde bringeSejer eller Død. Disse
evige Smaatræfhinger, der ikke forandre Stillingen synderligt,
matter og piner mere end én stor og farlig Træfning, der bringer
den sikre Afgørelse.
Maanederne blev til Aar — til flere Aar, — Lejligheden
til den afgørende Træfning lod bestandig vente paa sig. Vilde
den mon nogensinde komme?
Tvivlen om, at Lykken vilde føje ham, begyndte at nage
sig ind i hans Sjæl. Umærkeligt — lidt efter lidt — tabte han
Troen paa sit Kald og hensank i stum Resignation, i sløv Lige-
gyldighed.
Han var ikke længer glad og kaad som i tidhgere Dage;
han blev en Smule gammel for sin Alder, trak sig sky tilbage fra
selskabelig Omgang og søgte helst Ensomhed, hvad der ellers var
hans Natur fjærnt.
Dette var ikke det, han havde drømt sig i sin første, be-
gejstrede Ungdom! Han var skuffet, dybt skuffet!
Aa — denne Ventetid var drøj, — drøjere end nogen anede
det! Den slappede Ævneme, sløvede Begejstringen og tærede paa
ens Ungdom og Glæde.
Men — en ypperlig Kur for alle forfængelige Tanker var
den! Han følte sig saa lille, saa lille, — han skammede sig næsten
over sig selv og over sit uvirksomme Liv.
En Skuespiller, der ikke spillede Komedie, var jo kun en
Latterlighed, — og latterlig vilde han dog saa nødig være. Heller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
