Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Skuespiller Elith Reumert: Under Julies Altan. Et Billede fra Teaterlivet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ende i dette Kostume at møde nogen; med underligt blandede
Følelser af Trods mod dette Sted, der ejede hele hans Sjæl,
men som ikke agtede derpaa; af dirrende Vrede over sin latter-
lige, intetsigende Stilling, og af Længsel efter en Gang paany
paa Scenen dernede at slynge Romeos Elskovsord op imod
Julies Altan.
Han famlede sig frem mellem Kulisserne––––––-nu stod
han paa Scenen––––ene i det dybe Mørke — ene paa hele det
store Teater.
Han kastede med en stolt Bevægelse af Arm og Hoved
Kappen over den ene Skulder, rettede sig med en Staalfjeders
Spænstighed i hele sin Højde, satte den venstre Haand mod
Kaardehæftet og rakte den højre op imod Julie, der for hans op-
hidsede Fantasi viste sig gennem Mørket paa Altanen i al sin
Ungdoms og Skønheds blændende Glans.
Og han talte ømme Ord til sin Julie, og tilsvor hende sin
evige Elskov „ved den hellige Maane hist, der strør med Sølv-
glans disse Frugttrætoppe! Min Ømhed er saa grænseløs som
Havet, min Kærlighed saa dyb, — jo mer jeg giver, des mer jeg
har!–––-“
Han var i første Øjeblik bleven ængstelig over sin egen
Stemmes Lyd i denne Dødsstilhed, men saa glemte han sig selv,
Scenen og alle Farer, og med kraftig og klingende Røst klagede
han sin Elskov ud over alle de tusende tomme Pladser, — ingen
hørte det, ingen saa det, men han fik Luft for alle de knugende
Tanker, der spændte hans Hjæme, og han kastede sig fortvivlet
ned for Lorenzos Fødder og besvor ham at give ham en rigere
Trøst end den, der laa i de selvopgivende Ord om, at der ogsaa
udenfor Verona — udenfor det Sted, hvor den tilbed te Julie
aander og lever, er en Verden, som er værd at kende. Og
Romeos Elskovskval syntes ham hans egen.
Scenen her var hans Verona, det eneste Sted i Verden,
der kunde stille alle hans Hjærtes Længsler og hede Begær, —
udenfor dette Verona var der for ham intet at udrette i Livet,
borte fra dette Verona var Verden ham tora som Luften, øde
som en Ørk!
Og han skyndte sig op ad Trapperne — en mørk Skik-
kelse med en flagrende Kappe over Ryggen — ind paa Værelset,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
