Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Imidlertid — som Syjomfru Ludvigsen nu en Gang var fra Forfatter-
indens Haand, ydede Figuren Fru Mantzius Stof nok til at skabe en karakteristisk
og virkelighedstro Skikkelse. Fru Mantzius havde givet sin Stemme en ud-
viskende, afhaspende, paa én Gang ydmyg og ikke saa lidt selvsikker Klang, der
fortrinligt malte for Tilskuerne et flittigt, grimt, overset, bravt stakkels Pigebarn
med en vællingeagtig Hjærne. Og Masken og en Del af Bevægelserne fortalte,
meget diskret, ikke saa ganske lidt endda om dette Pigebarns Historie, om
Slide! og Stræbet og ogsaa om Maaden, hvorpaa baade det og meget andet
blev baaret Det var atter den gode Skuespilkunst, den, hvor Skuespilleren
setter sin hele Ære i at være saa fuldt ud som muligt, og saa meget som
muligt, et andet Menneske. Fru Mantzius fik stærkt Klap. Ogsaa Bifaldet
vil sagtens hjælpe til at tilføre den Art Skuespilkunst nye Proselyter ...
Som Dagmarteatrets bedste Ensemble-Præstation har man (og med
Rette) nævnet Opførelsen af Edv. Brandes’ En Forloval»*. Forestillingen ligger
allerede for langt tilbage i Tiden, og især er det interessante Stykke for godt
kendt, til at der her tør skrives ret meget om nogen af Delene. Læsere og
Tilskuere med Ævne til at skønne har beundret den Kunstfærdighed, hvormed
Forfatteren — i to Akters nøjagtigt parallele Scener — har malet et Hverdags-
Hjems Graat i Graat. Men Stykket faar dog maaske sit største Værd fra Hoved-
figuren, fra denne forkælede og pragtglade Konrad Resen, hvem en uforudset
Ulykke gør bitter. En pludselig Forarmelse trækker ligesom Mildheden, Øm-
heden, Overbærenheden ud af ham, den snærper ham sammen indvendig, som
et Bid i umodne Slaaen bringer En til at snerpe Munden sammen. Den
moderne Novelle-Literatur bar en enkelt Gang fremstillet saadanne Karakterer.
I Turgépjevs ,En Jægers Dagbog* vil man f. Eks. (i den nydelige Fortælling
.Tschertapkanov og Nedopiuskin*) finde nøjagtigt en tilsvarende Mo’ers egen
Dreng, hvem Lykkens Forlis forvandler fra „et ærligt, gavmildt, skikkeligt, om
end noget opfarende ungt Menneske til en haard og menneskesky, hovmodig og
trættekær Mand, der skammer sig for de Rige, afskyr de Fattige og er util-
ladeligt kæphøj mod alle og enhver, endog mod Stedets Øvrighed*. Men i vore
Dages Drama-Digtning (især da i det moderne danske Drama) er Skikkelsen
ny. Og det virker forfriskende i det evige Einerlei af Ansigter, hvormed Drama-
tikerne opererer, at træffe saadant et hidtil usét og ejendommeligt Fysiognomi.
(Brandes’ Konrad Resen, bør man maaske tilføje, er for øvrig en ganske selv-
stendig Variant af den Type, hvortil baade den og Turgénjevs Tshertapkanov
hsrer).
Sandt at sige vil en Figur som Konrad vanskeligt kunne gøres et dansk
Publikum sympatetisk. Danske har ikke engang noget alvorligt tilovers for
Mennesker, som blot dukker sig under de stærke Slag og saa ryster sig og
streber videre. Danske bevarer deres varmeste Medfølelse til dem, hvem den
store Ulykke knækker, hvem den gør til et Slags Væsner af lutter Brusk, til
beskedne Klynkere og Klagere. Og ingen Dom tynger stærkere her til Lands i
w nlykkelig Mands Disfavør end den, at han „er blevet saa underlig bitter* af
Modgangen. Brandes har søgt at kontraballancere den nationale Uvilje ved at
gsre Konrad Resen til en rettænkende Mand overfor sin Kæreste. Ogsaa Konrads
Fbkov har nemlig skiftet Karakter efter Ulykken; hans „Følelser* for Signe er
blevet svagere, hans Sansers Begær er snarest blevet hedere, — og dette Begær
vilde næppe have store Hindringer at overvinde: men han tøjler det, og gaar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
