Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fortjæner dét DadelV Og alligevel, der var maaske blevet lettere Tilgivelse
hos mangen Tilskuer-Sjæl for Hr. Konrad, om — Handlingen havde faaet en
anden Gang. Nej, Konrad vil vanskeligt kunne bringes til at vække Sympati.
Men forstaaelig maa en Opførelse af Stykket i alt Fald kunne gøre ham, den
maa kunne ligesom retfærdiggøre hele hans Optræden. Et Middel hertil
er det, hvis Tilskuerne sporer en tydelig, yderst naturlig, men for Konrad dog
tirrende Forandring i Svigerforældrenes Holdning overfor den i 1. Akt rige og
ganske skikkelige, i 2. Akt forarmede og forbitrede Svigersøn. Imidlertid var
Svigerforældrene paa Dagmarteatret (hvor virkelig dygtigt de end blev spillet)
nogenlunde uforanderlige! Og et andet Middel er, om ogsaa Konrads Kæreste
forandrer sit Væsen mod ham en Smule. Men paa dét Punkt deler Forfatteren
maaske Skylden med Fru Mantzius for den ringe Forskel, man saa’. Brandes
gør let sine Figurer en Smule for selvherlige; han synes ikke altid at ville
indrømme, at Hammer og Ambolt ændrer sig under Omgang.
Det vigtigste er dog naturligvis, at selve Konrads Figur fremstilles ud
af en skarp Forstaaelse. En Smule almindelig Menneskekundskab siger en
hurtigt, hvorledes Bunden i hans Naturel er. Og ellers kan man læse sig det
til i Stykket, tydeligst vistnok i en lille Scene-Anvisning. Man skal overhovedet
tænke nøje over de Sindsbevægelses-Udtryk, som en Forfatter foreskriver direkte.
De kaster undertiden et forbavsende klart Lys over selve Forfatterens Dannelse
eller Stemning (faar man f. Eks. ikke et mærkeligt og ret nyt Billed af den
unge Øhlenschlæger, naar man i Originaludgaven af Frejas Alter fra 1805
støder paa denne den utroligste af alle Sceneanvisninger: ,Bilbo vender sig
om og slaar Lars paa Snuden’?); og de kaster altid Lys over den Figur i
Stykket, hvis Bevægelser de vil regulere. Da nu i „En Forlovelse* Konrad faar
at høre om sin Forarmelse, bryder han allerførst ud i Harme over Faderens
Dovenskab og Ødselhed, som har hidført Katastrofen; men saa „dækker h&n
hulkende sit Ansigt med Hænderne*. Der ser man Temperaments-Mærket
paa de Mennesker, som gøres bittre af Modgangen: „les violents, ceux
qu’aigrit la misére*! Andre Naturer vil tage Ulykken paa anden Maade,
disse alene bliver haarde og hovmodige og bedske af den. Her ud fra
maa da Rollen spilles. Det hæftige, hidsige, opfarende, voldsomme maa være
over Konrad Resen lige fra hans første Scene, Det maa røbes i hans Gang,
Gestus, Minespil, Stemme, Maade at tale paa, — og det maa røbes for Til-
skuerne paa én Gang saa diskret, som Hensynet til det naturlige, og saa stærkt,
som Hensynet til Rampelyset kræver.
Hr. Mart. Nielsen, der spillede Konrad, førte sig som en Slags reservert
eller kølig borgerlig Dandy, som en ung Mand, blandt hvis stærkeste Interesser
det hører, at han og hans Skrædder er gensidig fuldt tilfredse med hinanden.
Han var meget „sjangtil*. Og da Budskabet om Ulykken kom, satte han sig
nogenlunde stilfærdigt hen ved et Bord og bare støttede nedbøjet Haand under
Kind! Maaske han da (trods al sin Flid og Nethed) ikke var ganske uden Del
i, at afgjort nok mange Tilskuere ikke kom til at begribe — og heller ikke
til al respektere — Konrad Resens Opførsel overfor stakkels Sipie.
Vilhelm Møller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
