Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - *** Monrads Stilling i 1864
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Monrad havde selv dikteret en Fremstilling ned til Allen; men
den blev efter Monrads Ordre brændt efter hans Død. Dette
bestemte han sig til, fordi han troede, andre Interesser var af
større Vigtighed for Fædrelandets Fremtid end hans eget Eftermæle.
Det vil erindres, hvorledes Stillingen var her hjemme paa den Tid.
Scheel Piessen, Kongens personlige Ven, havde bragt sit bekendte
Forslag til Slesvig-Holsten i Personalunion hjem fra St. Petersborg.
Det var lykkedes at faa Hs. Majestæt til ikke at tage dette op;
men det antages, at Kongen var gaaet ind paa en Deling af Slesvig
saaledes, at man saa ikke skulde forlange mere af ham, og at
dette var af Vigtighed ved Afgørelsen i Statsraadet under Konferencen.
Ogsaa dette med Hensyn til det formentlige Afslag af Delingstanken
paa Konferencen. Det fortælles mig, at Reich havde erklæret at
ville gaa af, hvis man bestemte at modsætte sig den; en Ven
møder ham, da han kommer fra Statsraadet, og han siger da, at
Resultatet var saaledes, at han nu kunde blive. Til mig sagde
Monrad, da jeg spurgte, hvorfor han havde ladet Konferencen gaa
fra hinanden uden at tage en Afgørelse, at det var sket dels paa
Grund af mindre rigtige Meddelelser om Forholdene i England,
vistnok direkte til Kongen, dels og især fordi han vidste, han
kunde faa bedre Betingelser i Berlin, og Generalerne havde sagt
ham, at de foreløbig kunde holde Als. Med Als tabtes Nordslesvig.
Intet er urimeligere end at tro, at Monrad ikke skulde ønske
Slesvigs Deling, den Mand, der i 1848 gik af som Minister, fordi
hverken Konge eller Folk den Gang vilde modtage denne Løsning.
Jeg har haft Lejlighed til at gennemlæse Breve fra nogle af de
bekendte Mænd fra det Tidspunkt. Tscheming havde allerede da
sin barokke Samstatstanke. Clausen vilde ikke opgive Eidergrænsen.
Heller ikke Madvig synes særdeles stemt for Delingen. Kun Knuth
var, klar og bestemt, enig med Monrad. Spørgsmaalet var for
Monrad under Londonerkonferencen selvfølgelig, hvorledes den
bedst mulige Grænse bedst kunde naas.
Kan man ikke bebrejde Monrad andet, bebrejder man ham,
at han i 1864 i det hele paatog sig Ansvaret. I Danmark ere de fleste
tilbøjelige til ikke at paatage sig Ansvar, og de befinde sig i Reglen
vel derved. Ingen kan dog for Alvor tro, at det kunde være med
Glæde eller med et let Sind, at han paatog sig dette Ansvar.
Men havde hans Ansvar ikke i Virkeligheden været større, hvis
han havde vægret sig derved? Hvilken anden kunde bedre have
gjort det? Man plejer at slaa Monrad sammen med de saakaldte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
