Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - V. Stuckenberg: Af et Æventyrdigt. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingeborg! dyr er mig bleven den Bod
jeg maatte for Verden at sfcue bøde!
og knoppes nu atter mit stubslagne Mod,
jeg ved det vel Qælet, hvor ingen i Verden
dets Vækst lægger øde!
Og rinder nu atter mit Hjærte fuldt,
som Kæret fyldes, naar Vintren lider,
jeg ved dets Væld saa legende smult
gemt i Skove, hvor ingen ved Veje,
dulgt til evige Tider.
V.
Ingeborg! nu rinder Dagen ud,
og højt over Skoven staar Aftnens Maane,
jeg aabner for Gluggen og sidder og ser
Disen ned over Aaen graane.
Der strømmer imod mig fra Skoven derovre
saa krydret en Duft, saa skær en Støj
af Liv, der puslende redes til Hvile,
af skælvende Løv, af pippende Fugle,
der ind i det skumrende Skovbryn fløj.
Og medens det tystner inde og ude,
lister min Sjæl sig fra Slottets Kammer
til dig i Skoven, og vi to mødes,
hvor Fuglene fjæles bag søvnstille Stammer,
og vi to vaager alene derinde,
og over os hvisker den store Skov,
hvisker endnu, naar Stjærneme svinde,
hvisker evindelig, hvisker evig––––
VI.
Mine Dage de rinde saa lykkelig lyse,
som den Gang jeg laa for min Faders Hytte
og leged og fulgte de sejlende Ørne,
der højt under Himlen drev efter Bytte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
