Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. V. Vedel: Nicolaus Lenau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
maa hvert Øjeblik opgive erhvervet Praksis og drage med, hver
Gang Sønnen skifter Plan. Da Moderen døde, rystedes Lenau
dybt; i ulykkelige Timer søgte han hele sit Liv igennem tilbage
til Mindet om Moderen som sit tryggeste Tilflugtssted, og „over-
alt” siger hans Svoger „hvor hans Digtning nævner en Moderr
— og det er ofte, — kan man være vis paa, at han har tænkt
paa sin egen. I skønne Digte søger han fra Verdens Bitterhed
tilbage til Moderen, ligesom Barnet gemmer sig inde bag „Mo’ers*
Forklæde. Og som Aladdin sidder Lenaus Faust paa Moderens
Grav og takker hende for: „de Nætter uden Slummer — de Dager
fyldt med Kummer — de rige Taarestrømme — og dine Ord de
ømme”, som alle nu er spildte; da de bar hendes Kiste bort og-
hun havde lidt ud (L.’s Moder døde af en pinefuld og haabløs
Sygdom), „da var det mig i Hjærtet, — som om mit unge Liv
– de skare fra dets Rødder.”
Lige saa trofast hang Søsteren Therese og Broderen ved
hinanden. Da han forlader sit Fædreland, veksle de rørende,
lidenskabelige Afskedsbreve. Ogsaa ved sit gamle Østrig hang
Niembsch, trods alt: vil ikke se Italien eller Schweitz for ej at blive
troløs mod sit Hjemlands Natur. „Der er noget puddelagtigt” —
skriver han træffende— „ved min Natur; hvem jeg engang elsker,
den drives jeg altid tilbage til, maa altid igen se.” Saalede6 gik
ogsaa hans Liv hen med at drage om mellem sine udvalgte
Kredse af Venner, det Reinbeckske, det Kernerske, Søsterens Hus
og Sofie v. Löwenthals Hjem. Vandreuroen strides i ham med
Sansen for lyemlig Hygge. Han elskede Dagligstuens lune Samliv,
og hvem der manglede Smag herfor var i hans Øjne Folk uden
Gemyt. Hans Livs Drøm var derfor, selv at skabe sig et Hjem
og en ægteskabelig Lykke; og fordi hans urolige Naturel, nagende
Ærgærrighed og ulykkelige Livsforhold nægtede ham Virkeliggørel-
sen heraf, blev Længslen til et rørende vemodigt Savn, der skaber
skønne Fantasier i hans Poesi. Paa sin Vandring i Sömmernatten
ser han i Morgengryet et lille Hus blinke frem mellem de maane-
forsølvede Birkestammer; om Vinduet slynger sig Roser og Vin-
ranker, og „Uskyld sad paa Taget fromt — som stille, hvide Duer.*
Og han drømmer sig op, hvordan hans Elskede hilser ham der-
inde fra deres ensomme Bo; han tør næppe røre sig, at ikke Huset
skal svinde som en Drøm ... dog nu er Fortryllelsen ude: Døren
aabner sig, en Jægersmand gaar hilsende ud forbi ham, „und
traurig ging ich weiter”. ... Eller han gaar ude i Nattens Storm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
