Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. V. Vedel: Nicolaus Lenau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den gamle Prior gaar og sysler med Blomsterne i det svindende
Dagsskær, eller hvor i „Albigenserne’ efter den blodtørstige Kamp
Ridderen og Munken befinde sig ene paa den gyselige Ligmark,
hvorover Solen daler saa mildt, at Forsonlighed og Vemod smelte
begges Sjæle sammen: „O! havde et saadant Himmelens Lys straa-
let klart og forsonende i deres Sind. som nu laa der saa død-
stille, forenede i Aftensolens Fredshilsen.’
Lenau elsker det stille Planteliv, hvor vilde Tanker og
Lidenskaber ikke husere; han forestiller sig en Olding, der vemodig
kærlig ser paa Planterne: „Alt føler det stille Planteliv — han i
sit Indre vel spire, — som snart skal af hans Gravhøj frem — i
spæde Blomster vokse’; han søger ud i Skovens tredelige Liv,
hvor han mærker Rødderne suge i Jorden og hører ufødte Sange
drømme i de sovende Fugles Bryst. Her slumre Dagens Tanker
hen, som kyste Livets tystere Genier bort; her ønsker han at
sove -hen, „sødt tilfreds og uden Klage’. Bladefaldet i Høsten
stemmer hans Sjæl mildt, Visnen og Døen er hans Sind kære og
beroligende. „Jeg elsker denne milde Døen.’
Ja! der er Træthed, Træthed til Døden i ham: den fra
Faderen arvede Tæring, O veranstræn gelse efter Sindets Ophidselse,
vistnok dybe, organiske Tilstande giver ham en Følelse af Svaghed,
af Svigten og Mathed. Allerede som temmelig ung har Lenau Døds-
følelsen i sig, og 29 Aar gammel skriver han: „Vort Legeme er en
falsk Ven, han holder længe gode Miner og paa en Gang for-
raader han os til Døden, man véd ikke hvorfor og hvorledes."
2 Aar senere: „Naar jeg kun var sund paa Legeme og Sjæl! Der
maa være noget brudt og sønderrevet i mig, som ikke mer kan
heles. Tro mig, det er ikke fadt Fantasteri, det er Sygdom. „Hads
Sindslidelse var i Virkeligheden ogsaa Hjæmesvind, denne langsomme
Afdøen af Aandsorganet, som altid medfører Dødslængsel og Selv-
mordsforsøg (L. gjorde to Forsøg). Hjærterørende skriver han 10
Dage før Udbruddet af Sindssygen: „Mat er jeg, som jeg endnu
aldrig har været det, træt er jeg, som behøvede jeg Aarhundreder
for at faa udsovet — saa ret af Hjærtet er jeg sønderslaaet,
min Sofie.*
Denne matte Dødslængsel er en Grundtone i hans Digt.
Han vandrer gennem Efteraarsskoven, hvor det visne Løv synker
ned og dækker Stien for hans Fod: „Altid tættere det falder —
stopper til min Vandringssti, — saa jeg heller holder stille —
straks paa Stedet her at dø.“ Og Skuet af Naturens Skønhed i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
