Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. V. Vedel: Nicolaus Lenau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
over Tiden". Sit sidste Digt: „Blikket ned i Strømmen" skrev
han paa en Donautur efter Adskillelsen fra den Kvinde, han
havde elsket højest: „Ser du en Lykke gaa forbi, — som aldrig
igen du vinder, — da gør det godt i en Strøm at se, — hvor
Alting bølger og svinder. — O! stir du kun der ned, der ned —
du lettere vil det miste, — og var det endog det dyreste — som
reves dig fra dit Hjærte. — Drømmende vil Forglemmelsen — lukke
dit Hjærtes Vunde — Sjælen ser med sin Lidelse — sig selv forbi
at flyde."
3.
Bestemmende for Lenaus Sjæleliv og Digtning er for det første
Samlivet med Naturen bleven. Mange Aar af sin Barndom og
Ungdom, indtil han 28 Aar gammel drog til Schwaben, har han
levet rundt om i Ungarn, et friskt Friluftsliv, baade i de yppige
Egne, „hvor paa solglade Skrænter — Tokayerdruen ler", og paa
de vilde Stepper, som han saa ofte har besunget. Senere gjorde
han hver Sommer Ture i de østrigske Alper, hvilke han erklærer
tillige med Atlanterhavet at skylde sin meste Naturkendskab.
Skovlivet er han saa fortrolig med, at han mener at kunne høre
hvad Aarstid det er alene paa Lyden af Skovens Sus, som er
haardere og stridere om Efteraaret, naar Grenene ere stive, Luften
skarp, Bladene mindre bløde og bevægelige, end om Foraaret.
Han har en naiv ægte Forstaaelse af Naturen, som det
moderne Kulturmenneske ikke kan have. Det er den Halvvilde i
ham, som føler sit Slægtskab med den øvrige Natur. Selv siger
han som yngre, at Naturlivet er hans kæreste Veninde og „Men-
neskelivet er i Grunden kun Naturens Billed, som det maler sig i
vore Drifters bevægelige Bølgegang." Det er ogsaa virkelig mest
Naturlivet, Lidenskabernes Stormen, han skildrer i Mennesket
Og Naturlivet, Skovene og Havdybet, drager ham, fordi han føler
de samme dunkle Kræfter dér som i ham selv. Han besjæler
Naturen med dyb Forstaaelse af Allivet: Den lille Blomst sitrer
glad i sit Skjul, fordi Himlen betænker ogsaa den med sin Sol
og Varme; Træet lader i Efteraarsaftenen sin Løvdragt falde, som
Barnet, søvngrebet, lader sit brogede Legetøj falde. Lenaus Fan-
tasi danner hele Myter. Havet hviler som dødt; nu dukker
mørke Skyer op og fare ilsomt til og samle sig i angestforvirrede
Skarer om den stumme Soverske, bøje sig ned og spørge med
Tordenens Klage: lever du endnu? Jo! hun lever, Døtrenes Kum-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
