- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 8 (1891) /
269

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. V. Vedel: Nicolaus Lenau

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Det livfuldt tydelige er ham Hovedsagen. Ingen Dekla-
mation, ingen Langtrukkenhed. Folkevisens naive Simpelhed
foresvæver ofte som Mønster; virkelig naiv af Sjæl søger han
det enkle naive Udtryk, som ofte giver hans Lyrik en troskyldig,
troværdig Klang: „hab’ mit meinem Schmerzen noch — manches
Wort zu reden* o. 1.

Snarere giver L. for lidt end for meget, er undertiden
næsten tør og nøgtern, men ofte har hans Vers en Vægtfylde,
der kondenserer stærk Stemning. Hvert Ord er vejet og vejer
med: man maa dvæle og smage paa hver Linje; Tillægsord
sættes ved Tillægsord: »die wandelbaaren, täuschungsvollen Loose“,
og hvert Ord er en nøjagtig Betegnelse, Poesien nærmer sig
til Definitionen: „Ernste, milde, träumerische — unergrundlich
susze N’acht.*

Til den nøjagtige Betegnen af Stemning ligger for Lenaus
musikalske Øre et helt sprogligt Trylleri rede. Rytmerne vælges
smidig og sikkert; Sprogets Lydfarve bruges overalt. „Nieder-

hangen hier die Waiden — in dem Teich, so still, so tief“:
ai-Lyden er (som i Goethes »Nur wer die Sehnsucht kennt“)
den klagende Længsel, i-Lyden er den uddybende Smærte. Alle
Lenaus melankolske Sange svælge i Rim som: Haiden, Waiden,
Scheiden, Leiden — Schweigen, Neigen. — Allein, Stein, o. s. v.

I at give det musikalsk antydende, det uafsluttet hen-
klingende fejrer Lenaus Kunst sin største Triumf. Hans Sprog
sætter de svævende, almindelige Ord for de fast afgrænsede, f. Eks.
Tien, Sørgen, Forglemmen for de tilsvarende Hovedord; han ejer
vage mystiske Udtryk som naar han taler om Sangerinden, hvis Sjæl,
selv naar Sangen er standset, synger stille videre i hendes Øjne.
Han forstaar at slutte med en sløjfet Akkord, der drager Sindet ud
i det vage: Digtet om Pigen i det ensomme Hus ved Skovranden,
fjæmt i Ungarn, klinger drømmende hen i Slutningslinjeme:
•Hörbar rauscht die Zeit voruber — an des Mädchens Einsam-
keit.“ Og det musikalsk betagende Digt: „Waldestrost" tegner
den gamle Mand, som sniger sig i Skoven, ensom med sin Ve.
En Raa flyr forbi, men standser, som rørt af hans Smærte: »Schau
tief dem Reh’ du armer Mann — in seinen Kindesblick, — vielleicht
der Blick dir lindem kann — dein trauriges Geschick.*

Dec. 89. Vald. Vedel.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Nov 10 21:34:01 2021 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1891/0279.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free