Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsen saa blive ved at bestaa, han lader det spille en selvstændig
Rolle, længe efter at „Barnet* i Løvborg (som Manuskriptet jo
skulde betegne) er gaaet redningsløst under! Allegorien har kort
sagt taget Magten fra Digteren. Han er som den Heksemester,
der ikke kunde besværge Aanderne, han selv havde kaldt frein.
Og Hedda Gabler’s Læsere véd, hvor slemt den løsslupne Allegori
spøger gennem Stykkets to sidste Akter: næsten lidt parodisk...!
Se til at dække over den Slags Brøst har Teaterkunsten
kun én Kærlighedens Kaabe. Den hedder: Tempoet. Stykket maa
fra dets første Begyndelse jages af Sted, saa naar Tilskuerne
kommer til det slemme Punkt, rives de — huj hej — halvvejs for-
tumlede hen over det. For Resten skulde da ogsaa den Ibsenske
Digtning, med dens pinefuldt spændte Situationer, af sig selv synes
at maatte kunne tvinge Aktørerne ind i et hurtigt Trit. Hele
Ibsens Forfatter-Temperament skulde synes at maatte kunne hidse
dem. Ti ét Tempo tilkommer da de Forfattere, som kildres af
Lyst efter at lægge Torpedo under Verdens-Arken, et ganske
andet dem, der finder Arken dejlig, som den er, naar bare de
maa gaa paa dens Dæk og „synge (eller drømme) i Maa-aa-
neskin*. Altid spiller man de førstnævnte Digtere mangelfuldt,
naar man ikke spiller dem rapt, rapt, rapt, en Smule som i
Feber.
Men vort kgl. Teaters Hedda Gabler-Opførelse indlededes
af Fru Phister og Frk. Anthonsen med at dræve, dræve, dræve.
Og Hr. Emil Poulsen istemte, da han kom ind, sin Ambrosius’s
bævende, dvælende Klage. Og Fru Bloch var langsom, altfor
langsom, — ja om det saa var den kække Fru Hennings, saa
sagtnede hun Farten tit.
Fru Hennings var imidlertid undskyldt. Hun havde øjen-
synlig ladet sig paavirke af dem, der saa’ Faren ved Stykket, dets
Uforstaaelighed eller Gaadefuldhed, i selve Hedda Gabler-Figuren.
Vi har jo saa ondt her hjemme ved at komme til at se jævnt
menneskeligt paa digtede Menneske-Skikkelser. Endnu bestandig
hævner det sig, at vi saa længe — fra 48 til helt ind i 70’eme —
var udestængt fra den Romandigtning og navnlig fra det Drama,
som beskæftigede sig med Samtidens typiske Karakterer, med dem,
der var og er karakteristiske for vor Tid. Dersom hele Augier
og Dumas fils straks var blevet overført paa vor Scene og havde
opvakt danske Efterlignere, saa vilde Hedda Gabler i 1891 have
forekommet alle snarest for bekendt eller for let gennemskuelig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
