Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Holger Drachmann: Nürnberg-Nürnberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kommer tilsidst — den faar følge efter Barbariet og i Sektererens
Spor — den har Tid og Raad til at vente.
Der Tugendbrunnen var lukket, Dyden puttet i Skilderhuset;.
men ellers sprang og plaskede og rislede det blinkende Element
over den ganske By, paa Torv og Gade, i Gyde og Gaard; og
hvert Springvand havde sin egen lille Vise — men tilsammen var
de et Kor, som syntes at synge om drabelige Numbergere, strid-
bare Mænd, der punktlig gav Møde paa Laugshuset og paa Stads-
muren, medens deres Matroner sad hjemme og spandt eller vævede j
og deres Døtre.........
Hvad gjorde deres Døtre?
Just derom har alle disse Springvande hver sin lille Vise.
Du forbavses over at høre dem saa mangfoldige og dog saa ens.
Du træder ind i et „Spital“ — en Stiftelse for gamle Kvinder —
og i den klosteragtige Gaard er der straks en »Springbrunnen*
med en Broncemand, som staar i Vand til op over Knæerne og
som synger. Det lyder som udsang han de gamle Kvinders Klage
— om den Kærlighed, de havde i deres unge Dage til Mændener
til den raske Svend og til den tidligt graanende Mand! Og hverken
den unge Svend eller den for tidlig graanende Mand mægtede at
besvare denne Kærlighed som den kunde gøre Fordring paa!
Kønnene begriber maaske vanskeligt hinandens Følelser — først
naar man er gammel, begynder man muligvis at forstaa, og saa
er det for sent. Derfor synger denne Broncemand, med sin lav-
pullede, bredskyggede Hat, saa melankolsk i den middelalderlige
Gaard — og rundt omkring fra Spitalets Gallerier lytter de gamle
Kvinder. De tørrer Øjnene i Forklæderne; men det er mere som
en gammel Vane; disse Øjne, der duggedes saa let i Ungdommen,,
de har ikke Taarer fler; den resignerte Hvile har udtørret Kilden.
Men de aldrende Kvinder —de kender Visen; bestandig lyder den
for dem som ny.
Der er det sælsomme ved Livet — naar man ser rigtige
efter — at det er saa monotont. Man mener, at der gives saa.
mange Slags Skæbner; man rejser, gransker, lytter .... og saa
hører man i Nurnberg den samme Vise sunget i Dag som for Aar-
hundreder siden, og den samme Vise i Nurnberg som hundrede
andre Steder: Mand og Kvinde — gæme vil de sammen — og
vanskeligt kan de være sammen; ikke kan de hitte ud af det med
hinanden — og jo redeligere de gør sig Umage, jo mere Urede
bliver der i det store Garnnøgle — indtil Traaden klippes. Vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
