Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Professor H. Høffding: Tvivlens Historie i den nyere Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i Modsætning til den herskende Optimisme — fremhæver den mørke,
disharmoniske Side ved Naturen, især saadanne Træk, som man
nu henfører under Synspunktet af den blinde Kamp for Tilværelsen,
spillede en indgribende Rolle i den religiøse Diskussion i det følgende
Aarhundrede og har bl. a. stærkt paavirket James Mill’s og Stuart
Mill’s religiøse Anskuelser. — Ogsaa et andet Savn føler man her
ved den historiske Fremstilling. Det vilde have været naturligt
her at omtale Mandeville’s Bifabel med dens Grundsætning, at
Samfundet kun kan trives og Civilisationen blomstre paa Moralens
Bekostning, et Indlæg af ikke uvæsentlig Betydning i den moderne
Skepticismes Historie, og som særligt vilde have været af Interesse
for Dr. Starcke, der i det følgende saa stærkt fremhæver det
Problem, hvorledes Individets Lykkestræben kan forenes med Sam-
fundets Krav. — Endelig vilde det have været interessant, om
Forf., der dvæler ved flere mindre betydelige Mænd fra den literære
Kreds, der omgav Frederik den Store, i Stedet derfor havde
belyst den filosoferende Konges eget Forhold til de i Bogen om-
handlede Spørgsmaal. Kongens Overgang fra Wolffs Dogmatisme
gennem Bayle’s Skepticisme til Locke’s Empirisme vilde være af
Interesse til Belysning af »Skepticismen som Led i de aandelige
Bevægelser siden Reformationen", ligesom hans definitive An-
skuelser betegne en ejendommelig Modifikation af den i Oplys-
ningstiden herskende »naturlige Religion". —
Men alle disse Bemærkninger rokke ikke ved Værdien af
det historiske Parti i Bogen. Forfatteren har — ved at føre sin
Fremstilling igennem til Hume, Rousseau, Kant og Stuart Miil —
klart bevist sin Hovedsætning, at Skepticismen ender med at have
en helt anden Karakter og indtage en anden Stilling end ved sin
Begyndelse. Den begyndte som Udtryk for Mistillid, Beskedenhed
eller Forsigtighed. Den ender med Overbevisningen om, at en
hel Række spekulative og teologiske Spørgsmaal trygt kunne skydes
til Side, idet baade den positive Videnskab og det praktiske
Menneskeliv gaa deres Gang og naa deres Maal, hvad enten hine
Spørgsmaal løses eller ikke. Den gennem mange aandelige Be-
vægelser og Kampe naaede Overbevisning, som Forf. især finder
repræsenteret af Rousseau og Kant, udtrykker han træffende i
følgende Ord: »I Livet selv maa Midlerne søges til at løse Livets
Opgaver; findes de ikke dér, findes de ingen Steder ... Kun paa
menneskelig Grund kan Vejen lægges ... Efter Kant og Rousseau
vil Skepticismen ikke mere træde frem i saa klare Former som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
