Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - Karl Madsen: Den fri Udstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Med Verdensudstillingen i Ryggen forstod man de Følelser,
der havde fremkaldt disse Forsøg. En dyb Fortvivlelse over Nu-
tidens Kunst, en inderlig Væmmelse over Naturalismens Smaalighed,
en umaadelig Blaserthed overfor alle de flove, kraftløse, lunkent
opvarmede Retter, som den Kunst, der var Herre i det store Pa-
lads, bød til sin Fest, en Blaserthed, som kun kan trives i en Ver-
densstads Forhold, alle disse Følelser havde naturligvis født en
Trang til en radikal Revolution, der gjorde rent Bord og lod
Kunsten begynde forfra. Den skulde da fremfor alt ikke tabe sig
i Smaalighed, den skulde søge den enkleste Virkning med de simp-
leste Midler, og da den ikke godt helt kunde undvære Støttepunkter
i den gamle Kunst, blev Ægypterne, Assyrerne og Giotto ud-
nævnte til at gælde for saadanne.
Der er ikke Spor, ikke Tanke, ikke Gnist af Lighed mellem
de brave, snusfornuftige og prosaiske gamle Ægyptere og Synte-
tisterne. Rigtignok kan de to Ord, som Renan i en fortræffelig
Afhandling har brugt om den ægyptiske Kultur, „enfantin et viellot*
ogsaa finde Anvendelse paa den syntetiske Kunst. Men medens
den ægyptiske Kunst var et forunderligt gammelklogt Barn, er den
syntetiske en udlevet Olding, som gaar i Barndom uden i
Sandhed at blive Barn paany. Giottos Kunst, dette sunde og ædle
Frø, der indesluttede alle Spirerne til Renæssancens glimrende Ud-
vikling, har ingen Lighed med den syntetiske Kunsts visne og
tørre Blade. Jeg ser ikke dens Fremtidsmuligheder for et nyt Liv i
Kunsten, den synes mig kun en dybt bedrøvelig Sygdom paa Nu-
tidskunstens stakkels usunde Legeme — maaske Sygdommen til
Døden.
Denne Bevægelses Frugter kan undertiden synes komiske
nok, men der er ingen Grund til at lé ad dem. Den er en Radi-
kalisme, der i sine Konsekvenser er ren og skær Nihilisme. Hvad
agter den i Grunden at give os i Stedet for Kunstens gamle Sprog,
som den vil afskaffe som forældet? Et Sprog, som er saa enkelt
og simpelt, at det er frit for alle grammatikalske Regler og al Syn-
taks. Kun dette Sprog er egnet til at udtrykke den sublime Poesi,
der dikteres af en Barnesjæls hellige Enfoldighed. Men de virkelige
Børn laver jo ogsaa Billeder, og dér er Enfoldigheden vistnok mere
uforfalsket. Der er — saavidt jeg forstaar — virkelig synteti-
ske Malere, som drager den Konsekvens at erklære Børnenes Tegn-
inger for i enhver Henseende værdifuldere Kunst, end den, Største-
parten af de saakaldte Kunstnere præsterer. Ikke nok dermed, de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
