Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - N. Neergaard: Talleyrands Memoirer. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som Emigranterne havde gjort, vilde han dog ikke, og han skaffede
sig derfor en Art diplomatisk Mission til London, for paa én Gang
at være borte og dog ikke ude af Forbindelse med Magthaverne
hjemme. Slet saa uskyldig og udelukkende viet til Aftaler om „et
fælles System for Maal og Vægt“ som Talleyrand vil give det
Udseende af, var denne Mission ingenlunde, men Memoirerne gør
os i alt Fald ikke et Gran klogere derpaa. I Begyndelsen af 1794
blev han udvist af den engelske Regering, og til Frankrig, hvor
han var erklæret „udenfor Loven*, hverken kunde eller vilde han
vende tilbage. Saa fulgte halvtredje Aars Eksil i Amerika, uden
andet Formaal end det, hverken at være i „Frankrig eller i Eng-
land*. 1796 opnaaede han Tilladelse til at vende tilbage til sit
Fædreland, hvor Forholdene under Direktorieregeringen atter syn-
tes ham taalelige. Det varede nu ikke længe, inden han igen
kom i offentlig Virksomhed. Af Mme. de Staél introduceredes han
hos Direktøren Barras, og i Sommeren 1797 blev han Republik-
ens Udenrigsminister.
Det er ikke med nogen særdeles Agtelse, han omtaler det
Regime, i hvis Tjæneste han traadte. Det bedste, han har at sige
om det, er, at det dog betegnede et Fremskridt fra det, der var
gaaet umiddelbart forud, og at det kunde danne Overgangen til
noget bedre. For Direktørernes Personer har han kun ringe Re-
spekt. Det er, siger han, nok til at give en Forestilling om den
Tone, der herskede iblandt dem, at fortælle, hvad der foregik i
det første af deres Møder, som han overværede. „Der opstod en
Strid mellem Garn ot og Barras, hvor den sidste beskyldte sin Kol-
lega for at have understukket et Brev, der skulde have været fore-
lagt Direktoriet. De stod oprejst overfor hinanden, og Carnot
løftede sin Haand og sagde: „Jeg giver mit Æresord paa, at det
ikke er sandt*. „Løft ikke Haanden*, svarede Barras ham, „der
kunde dryppe Blod af den!* „Det var*, saaledes slutter Talleyrand
sin Fortælling, „de Folk, som var ved Roret, og det var med dem,
man skulde forsøge at føre Frankrig tilbage i det europæiske Sam-
fund!1 End mere stødte Fruerne an mod de Anstandsbegreber,
Talleyrand havde i Blodet fra Vanden régimes Tid. Han morer
sig endnu ved at mindes en Fest, han i 1797 gjorde for den hjem-
vendte General Bonaparte. Han havde arrangeret det hele saa
elegant som muligt, og en af Direktør-Fruerne gav sin Begejstring
Luft i det Udbrud: „Det maa dog have kostet Dem svære Penge,
Borger Minister!* Han slog ind i samme Tone og svarede: „Aa,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
