Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April—Maj - N. Neergaard: Talleyrands Memoirer. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Europa over Konstan tinopel*, hvilket jo, som Talleyrand kold-
blodigt bemærker, „ikke netop var Vejen til Indien11.
Men alt gik, som man ved, helt anderledes, og den Dag
kom, da Bonaparte vendte saagodtsom ene tilbage til Frankrig,
men dog modtagen af Folkets Jubel og aandeløse Forventning.
Direktoriet havde mistet al Popularitet, og Talleyrand, der ikke
yndede de synkende Skibe, havde allerede for nogen Tid siden
afgivet sin Portefeuille og ventede nu alt af den ny Stjæme. Han
var med i den snævrere Kreds, der sammen med Napoleon for-
beredte Statskupet af 18. Brumaire. Om hine Dages nervøse
Spænding giver en lille Anekdote, han fortæller, ret godt Begreb.
General Bonaparte var en Aften kommen til ham for at tale med
ham om det, der forestod, og de sad endnu sammen Kl. 1 om
Natten i ivrig Samtale, da der pludselig hørtes Støj paa Gaden af
Hestetrampen og en Vogn, der standsede netop udenfor Talleyrands
Dør. Bonaparte blev bleg, og Talleyrand „tror, at det gik ham
ligedan11: den Tanke for igennem dem, at det var Direktoriets
Politi, der kom for at hente dem. Heldigvis viste det hele sig
dog at være blind Allarm, og en hjærtelig Latter afløste snart
Skrækken.
Alt forløb heldigt, og ti Dage efter Statskupet var Talley-
rand Konsulatets Udenrigsminister. Han følte sig nu igen paa
nogenlunde fast Grund og tjænte en Tid med virkelig Iver den
Mand, paa hvis Lykke og Fremtid han troede. Han mener ogsaa
fra Restaurationstidens Standpunkt fuldtud at kunne forsvare, at
han traadte i Napoleons Tjæneste. Det legitime Monarki var det
endnu umuligt at genoprette, men gennem Napoleon kunde dog
det monarkiske Princip igen bringes til Gyldighed i Frankrig. Han
hævder ogsaa, at Styrelsen indtil Freden i Amiens i det hele
var god og forstandig, og han roser sig af at have bidraget sit,
baade til Konkordatet og til forskellige andre af Periodens gode
Gerninger. Men efter Freden begyndte dot forstandige Maadehold
at forlade Napoleon. Navnlig klager Talleyrand stærkt over Pie-
monts Anneksion, som han anser for en skæbnesvanger politisk
Fejl og ogsaa i rette Tid udtalte sig imod. Førstekonsulen vilde
imidlertid paa dette Punkt ikke lade sig sige, og Grunden var
ifølge Talleyrand, at han ansaa det for nødvendigt, at der blandt
Frankrigs Udvidelser efter 1789 ogsaa var én, som direkte skyldtes
hans Sejre. Belgien og den venstre Rhinbred var erobrede af
andre, men ham var det, der i 1796 havde indtaget Piemont: der-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
