Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. phil. S. Schandorph: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
posekiggeragtigt Politiopsyn, grundet paa det smaaligste Spionen,
paa det mest sjofelt-fedtede Angiveri, paa Spekulation i Krapylets
Misundelse overfor det fremragende eller opadstræbende. Saa
havde den tyske Reaktion det uendelige Held at finde en stor Filosof
— hans Navn var Hegel —, som den kunde slaa den intelligente
Revolution med. „For Hegel var Burschevæsenets Følelsespolitik
saa forhadt som Følelsesfilosofien, Wartburgersammenkomsten en
romantisk Naragtighed og Sands Dolkestød en Væmmelse“ (Brandes
Pag. 18). Ja, man kan af sit fulde Hjærte give den store Filosof
Ret paa det Punkt, men man kan maaske have Lov til at undre
sig over, at den store Filosof ikke kunde se, hvad der ulmede bag
den trivielle Skorpe. I Fortalen til „Retsfilosofien*, hans første og
vigtigste Værk i Berlin, nedlod han sig ikke blot til Forsvar mod
Demagogforfølgelsen, men han nedværdigede sig til at gaa Politiets
Ærind, idet han angav sin forhenværende Kollega Fries til Regeringen.*
(Brandes Pag. 18.) Og saa gav han Reaktionen et Slagord i Sæt-
ningen: „Hvad der er fornuftigt, det er virkeligt.* At denne
Sætning er et tveægget Sværd — ja maaske et Sværd med mange
Ægge, begreb Magthaverne ikke, eller vilde ikke begribe det; de
brugte den Æg, de kunde bruge, og Mesteren overlod dem jo
Sværdgrebet. Men siden tog Disciplene fat og vendte en Æg mod
Reaktionen. De havde lært Dialektik.
„Efterhaanden som det gik op for de tyske Frisindede, der
romantisk ungdommeligt havde sunget, talt, kæmpet mod Arve-
fjenden Frankrig, at det nok var samme Arvefjende, der havde
saaet Frihedstrangens Træ i deres Hjærter — ja, saa vendte de
sympatetiske Øjne mod Frankrig. Og det gik da som i Regelen,
naar et højtbegavet og handiesvagt Folk ikke formaar at afryste
et Aag, Trykket avlede Selvforagt, Selvforagten en Art fortvivlet
Vid, en staaende Galgenhumor, og der udviklede sig hos de bedre
en sand Lidenskab for at søge Lindring i Spot over egen Usselhed.
Betragtningen af de hjemlige Tilstande gav en bestandig tilbage-
vendende Anledning til Selvironi. Det gik ud over de romantiske
Sværmerier, over Taalmodigheden og Underdanighedsaanden paa
det politiske, Ortodoksien og Pietismen paa det religiøse Omraade.
Karikaturformerne af Statsliv, Religion og Poesi æggede til Spot,
der snart hensynsløst saarede Fædrelandskærligheden, snart anslog
en letfærdig Tone, der især ved Liberalismens stadige Henblik til
Frankrig var eller maatte synes mere fransk end tysk.* (Brandes
Pag. 21—22.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
