Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. phil. S. Schandorph: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kan man være glad, naar man elsker! Byron hadede Menneskene,
fordi han elskede Menneskeheden, Livet, Evigheden . . . Jeg gav
alle mit Livs Glæder hen for et Aar af Byrons Sorger."
Den barnlige Enthusiasmes Ord, Dommen af en begejstret,
en tilbedende, der ikke ser, at Medaljen har en Bagside. Böme
er fortryllet af Byron, antyder, at han selv er en maskere*
Lord Byron.
Hvor forstaar Dr. Brandes at gøre Ludwig Böme sympatetisk.
Jeg maa tilstaa, at jeg kun kendte ham temmelig løst, og at jeg
havde den Mening, før jeg læste Brandes’s Bog, at Böme var en
forældet Skikkelse, en af de mange bravt stræbende, underordnede
Talenter, af hvis Værker den store Revision havde slettet de fleste
ud af Literaturhistoriens Liste. Jeg kendte hans Domme over Goethe
og fandt dem snævre og halv dumme. Brandes har bragt mig
til at forstaa, hvorfor Böme maatte fælde disse Domme, og
Forstaaelsen bringer Undskyldningen med. Skildringen af det
gamle Frankfurt am Main, Goethes og Bömes fælles Fødeby, For-
skellen mellem det rige Patricierbarn og Ghettodrengens Kaar under
Opvæksten og Udviklingen (Pag. 57 ff,) giver Nøglen. Som alle
Enthusiaster har Böme en Klap for det ene Øje, naar han farer
frem hidset af sin Enthusiasme. Skøndt pint over at høre til en
forskudt og ringeagtet Race, er han vred paa dem af sin Races
Egenskaber, der i de Tider ene var i Stand til at imponere Fjenden*
„Hvis Jøden Rothschild var Konge og dannede sig et System af
Vekselmæglere, kunde der ikke blive regeret mere nederdrægtigt.. .*
Han ser i Rothschild „den store Mægler i alle de Statslaan, der
giver Fyrsterne Magt til at trodse Friheden." Der udvikler sig af
hans Ungdomslivs Førelse en ubøjelig Karakter, men Sindet er
bameblødt, og der er Flamme temperament i ham. Han er en
optimistisk Utopiker, fordyber sig i Jeans Pauls profetiske Drøm
om en nær forestaaende Fredens Guldalder, beraser sig i den
ukunstneriske Overlæs selse og Svulmen i Jean Pauls Stil, tillæmper
den ubevidst efter sin egen Individualitet, der var langt klarere og
simplere end hans Ideals, og naaede den Stil, som Brandes saa
anskueligt karakteriserer (Pag. 70ff.). En Stil, der bag sarkastisk
Vid appellerer til Følelsen og til de store retlinede Idealer. Brandes
citerer en ypperlig Ytring om Böme af Steinthal: „Im Centrum
seines Geistes trafen unzählige Strahlen zusammen, nur dass dieselben
durch keine Peripherie verbunden waren." Man læse Bömes Kritik
af Schillers „Wilhelm Tell" (Brandes Pag. 72—75) og man vil faa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
