Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - N. Neergaard: Talleyrands Memoirer. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Uafhængighed* og muliggjorde ham en mere decideret Optræden,
naar det Øjeblik en Gang kom, som han uden Sorg saa nærme
sig, det nemlig, hvor Napoleons Fald blev uundgaaeligt. Dog var
der Lejligheder, hvor Talleyrand alene for sin officielle Stillings
Skyld ikke ret vel kunde forbigaas, og hvor han rent øjeblikkelig
blev draget indenfor Statslivets Kreds. Saaledes da Kejseren i
Januar 1810 sammenkaldte Rigets Stordignitarer for med dem i
Fortrolighed at drøfte sine Giftermaalsplaner. I den Tale, hvormed
han indledede Forhandlingen, erklærede han, at hvis han turde
følge sit Hjærtes Trang, vilde han vælge en „Datter af en af
Frankrigs tapre Krigere* til sin Hustru, men politiske Hensyn
gjorde et fyrsteligt Ægteskab nødvendigt, og han havde da Valget
mellem Sachsens, Ruslands og Østerrigs Fyrstehuse og bad Raadets
enkelte Medlemmer udtale sig om, hvilket af disse han skulde
foretrække. Der var Stemmer for dem alle tre, men efterat
Talleyrand i et omhyggeligt udarbejdet Foredrag havde udtalt sig
for at vælge en østerrigsk Prinsesse, hældede Stemningen afgjort
til denne Side. Kejseren, der rimeligvis alt i Forvejen havde
taget sin Beslutning, erklærede sig ogsaa for Østerrig og sendte,
med den vidunderlige Brutalitet der Yar ham egen, netop Berthier,
der bar Titel af Fyrste af Wagram, til Wien for at repræsentere
ham ved Bryllupsfesten med Marie Louise.
Fra det russiske Felttogs Begyndelse indsaa Talleyrand, at
Napoleons Time var slaaet, og han nægter ikke selv, at han fra
nu af begyndte paa mere direkte Maade at „forberede Fremtiden*.
Man har sagt om ham, at han i Kejserdømmets sidste Aar „kon-
spirerede* imod Napoleon, og at han virkelig efter bedste Ævne
har gjort det, benægter end ikke han selv. Dog synes han ikke
om Betegnelsen „konspirere* og søger at slippe fra den ved for-
skellige ret intetsigende Betragtninger. Han udtaler — i stik
Modstrid med hvad den historiske Forskning forlængst har fast-
slaaet og hvad Memoirerne selv paa mange Steder bekræfter —
sin personlige Hengivenhed for Napoleon, hvis blinde Styrten sig
i Ulykke han kun beklager. Den eneste Konspirator, som var
Napoleon farlig, var ham selv. Han — Talleyrand — har over-
hovedet aldrig konspireret uden, „hvor Flertallet af det franske
Folk var hans Medskyldige.*
Som Eksempel paa den Opsigt, han lige indtil Kejserdømmets
sidste Tid var Genstand for fra Politiets Side, fortæller han en
lille Begivenhed, der forefaldt i Februar 1814. En Aften havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
