Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - N. Neergaard: Talleyrands Memoirer. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mange Omskiftelser dødtrætte Land Hvile under en fast, lovbunden
Frihed, vilde det være dem muligt hurtigere end noget andet
Dynasti at vinde Folkestemningen for sig.
Altsaa, Talleyrand var af rene Fornuftgrunde beredt til at
virke for den bourbonske Restauration, men han lægger den
største Vægt paa at fremhæve, at Forbindelsen med det gamle
Fyrstehus ogsaa kun var et Fornuftparti, blottet for al personlig
Hengivenhed og for hvert Stænk af legitimistisk Begejstring. Heller
ikke vil han, der skal herske nogen Tvivl om, at hverken de
fremmede Fyrster eller Befolkningen i sin Helhed tænkte paa
Bourboneme før lige i sidste Øjeblik, da deres Genindsættelse
ligesom af sig selv frembød sig som den eneste Mulighed. Indtil
d. 15. Marts 1814 var det de Allieredes Mening at slutte Fred
med Napoleon, saafremt han vilde have gaaet ind paa Grænserne
af 1789, og da man indtil det sidste troede, at Freden vilde
komme i Stand, tænkte man sig heller ikke nogen anden Hersker
i Frankrig end ham. Talleyrand havde længe følt sig over-
bevist om, at Napoleon ikke vilde eller kunde slutte nogen varig
Fred paa det Grundlag, der tilbødes ham, og derfor var det ogsaa,
han i December 1813 afslog Kejserens Tilbud om at overtage
Udenrigsministeriet. Han vilde, siger han selv, endnu paa dette
Tidspunkt have kunnet redde Kejserdømmet, men kun ved at
gaa ind paa Fjendens Betingelser, og han vidste altfor vel, at
hvis Napoleon havde vundet den ringeste militære Fordel, vilde
han uden videre have desavueret sin Udenrigsminister og fortsat
Krigen. Talleyrand ser paa sin lidt smaatskaarne Vis idel Taabe-
lighed og forfængelig Selvforgudelse i Napoleons Vægring ved at
gaa ind paa Grænserne af 1789. I Virkeligheden saa Napoleon
selv langt dybere her: hvad Bourboneme kunde gøre, endog
med en vis Honnør, det var en moralsk Umulighed og til syvende
og sidst politisk Tilintetgørelse for ham. Talleyrand refererer,
efter den daværende midlertidige Udenrigsminister Bernard i ér es
Meddelelse, en Samtale, Napoleon i de kritiske Dage i 1814 havde
med denne, og selv i den usympatetiske Belysning, hvori Talleyrand
stiller den overvundne Kejsers Ord, føler man .Løvens Klo4 i dem.
Den Fred, der anerkendte Frankrigs gamle Grænser, kunde, sagde
han, ene Bourboneme slutte. Selv vilde han hellere abdicere end
gaa ind derpaa. Han kunde uden Selvovervindelse træde tilbage
til Privatlivet; personlig havde han jo kun faa Fornødenheder:
5 Francs om Dagen vilde være nok for ham. Hans eneste Liden-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>