Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sandhed, han holder sig Sandheden nær i sit Hjærte selv under
sine største Forvildelser! ... Og Djævlen spiller op til Løjer og
Lyst, og Faust forfører, og Faust dræber. Men alligevel: i det
Øjeblik, Faust synker død om, bærer Engle hans Sjæl til Himmels!
,Wer immer strebend sich bemuht, Den können wir erlösen*.
Saaledes, som i et tæt Haandtryk, føjer Indledning og Slutning
sig i hinanden.
Det vil sige: i Bogen. Paa det kgl. Teater debiterede man
en anden Historie.
Prologen med Gud i Himlen blev udeladt. Led ved Videnskab
og led ved Kirke gav Faust sig fra første Scene til at besværge og
trolde, og sluttede saa tilsidst sin Pagt med Fanden. („Ja natur-
lig", tænkte her det store Publikum, som aldrig har læst og som
daarlig kan forstaa Goethes Digt, „ja naturlig! saadan en guds-
forgaaen Person maa komme i Kløerne paa den Onde!") Saa
fulgte Svire-Scenen i Auerbachs Kælder og endelig hele For-
førelses-Historien med Margrethe. I den Historie har Goethe
indskudt to Afbrydelser. Først, da Faust og Margrethe endnu
blot er ganske uskyldigt forelskede i hinanden, flygter Faust og
søger at glemme sin Kærlighed ved at fordybe sig i Betragtningen
af Naturens Liv (Scenen „Wald und Höhle"). Senere, da Ulykken
er sket, kaster han sig (eller rives han), for at glemme, ud i det
Samfunds- og Selskabs - Hurlumhej, som symboliseres gennem
„Walpurgisnacht". Af disse to Afbrydelser strøg Teatret den ene
og afkortede den anden til en meningsløs Stump. Faust kom til
at staa som en ganske forvorpen Don Juan, der rask væk ta’er,
hvad han kan faa, og lader Violen sørge. Indtil andelig Visionen
skræmmede ham op og hen til det stakkels Pigebarn i Fængslet.
Men nej! Margrethe saå Mefistofeles staa bag ved Faust og vilde
ikke følge med ham. „Jeg gyser for Dig, Faust — red mig Gud i
Himlen!" Og nu lod sig til Syne et yndigt Tableau i Oljetryks-
Genren (tildigtet af Teatret) og indpræntede Folk, at den fromme
Margrethe bliver frelst formedelst Tro. Men til Faust sagde
Djævlen: „Her zu mir!" og dermed faldt Tæppet. („Ja naturlig",
tænkte det store Publikum, „saadan maatte det jo gaa den
ugudelige og letfærdigt samvittighedsløse Knægt! Han er i Helvede
— Gud være lovet!")
Altsaa i Bogen: Fausts Glorifikation, paa Scenen: hans
Fordømmelse! Det er dog virkelig en Forandring. Og man plejer
at sætte et betænkeligt Ansigt op, naar man saaledes ser Hvidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
