Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den kan derfor blive ganske anderledes kraftigt virkende. Tag
f. Eks. Udførelsen paa Teatret af Mefisto. Til Tider har der
foresvævet Goethe en Mefisto, som var nær i Slægt med Middel-
alder - Komediens og Folkeæventyrenes dumme Djævel: en kort-
synet, bondesnu, bondsk godmodig, i Magsvejr lystig Kumpan,
der (halvt vranten) slider og herser og tror sig forfærdelig klog,
og som dog bestandig løber til Nar. Den Mefisto havde
Hr. Mantzius ladet ligge. Han spillede Figuren som en smidig,
skarp, overlegen, kynisk ondskabsfuld og vittig Kavaler, stadig
med et vagtsomt og haardt Blink i Øjet. Nu, den Mefisto har
ogsaa Teksten for sig! Ulykken var blot, at Hr. Mantzius
gennemførte ikke sin Opfattelse med tilstrækkelig Kraft og Fantasi.
Han spillede „dygtigt*, men han betog ikke. Man blev ikke den
mindste Smule uhyggelig i hans Mefisto-Selskab, man fik (skøndt
Fremstillingen som sagt var anlagt derpaa) intet Indtryk af, at
denne Satan var en farlig, en meget farlig Herre.
Fru Hennings spillede Margrethe. Netop fordi Margrethe-
Skikkelsen er en ganske episodisk Figur i Dramaet, er den gaaet
forholdsvis mest hel og uskadt gennem Omdigtningernes Smelte-
digel. Paa en eneste Scene nær er Margrethe den søde, husligt
flinke, uerfarne Borgermandsdatter, forgabet i Stads og Pynt,
naivt længselsfuld efter at komme op i en højere social Sfære,
derfor hurtigt betagen af en fornem ung Mand med glat Ansigt
og kønne Klæder og kønne Ord, og som udmærker hende. En
Type kort sagt paa tusende og atter tusende Borgermands-Døtre
fra vore Oldeforældres og Bedsteforældres Dage, — blot med alle
individuelle Træk strøget af sig! Saaledes, og kun saaledes,
staar Figuren i Faust-Fragmentet fra 1790. Men i Tiden indtil
1808 kommer saa Fængsels-Scenen til: og her har tydeligt nok
Ophelia-Skikkelsen foresvævet Goethe, her har en Teater-Erindring
om Shakespeares vanvittige Adelsfrøken fortrængt hans oprindelige
Margrethe-Billed. Fru Hennings valgte at spille denne sidste
Scene å la tragédienne; i et tilnærmelsesvist traditionelt Ofelia-
Kostume smed og vred hun sig paa Gulvets Halm, og hun brugte
Opskrig og Stillinger og stærke Gestus. Dét gik maaske det store
Publikum til Nerverne. Men Fru Hennings (der kan være saa
udmærket i Lystspillet og i det egentlige „Drama") mangler en-
gang den fødte Tragediennes Ydre, Blik, Stemmeklang, og det
er tvivlsomt, om hendes Spil ogsaa gik nogen ret til Hjærte.
Fik monstro mangen Tilskuer Taarer i Øjnene over hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
