Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Museumsassistent H. C. Bering-Liisberg: Efteraarsbreve fra Skagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den afVandmassen, der hæves og sænkes, hæves og sænkes, som
et Menneskebryst under Lidenskabens Storme.
Kun den højere Kant langs Sønderstrand er oven Vande;
vi følger den lange smalle Tange, hvert Øjeblik traskende i Vand,
naar Oversvømmelsen i sine Hævninger sender Overskudet af
Vandmassen over i det lavere Nabovand mod Syd. »Grenen" selv
er forholdsvis tør, og saa staar vi da endelig her, hvor Jylland
„fint i Nord er tunget ud“ paa en Flade knap halv saa stor som
Plænen paa Kongens Nytorv og rundt om os Søen, paa alle
Kanter Vand.
Bøcklin, Hav-Idyllernes og Hav-Uhyrernes fantasifulde Maler,
burde været med en Nat som denne! Indenfor; Fyrets rolige,
alvorlige Øje og det lave mørke Land med lange, bløde Linjer,
med et Præg af jævn, stille Styrke i Modsætning til det Helvedes
Raseri, hvormed Søerne vælte sig imod det, som var de i Stand
til i et eneste Anfald at slette det ud af Tilværelsen. Ude paa
Revlen, hvor det altid, selv i stille Vejr, syder og koger, er det
som en ren Heksesabbath. Vindspringet sætter Søen op i ny
Retning, begge de vestlige Sølinjer mødes paa selve Revet, i
Strømskæringen, med Modsøen fra Øst. I brølende Harme styrter
de løs paa hinanden som en talløs Hær af vældige Kentaurer;
undertiden, naar Kam bydes mod Kam, sættes Skumstøtteme
lodret til Vejrs som skummende hvide Marmorsøjler; med et Brag
styrter den lette fantastiske Arkitektur for at lave Plads for nye
Spil af Havets Kæmpekræfter.
Den lille Plet vi staar paa bliver mindre og mindre, og vi
mindes af vore kendte Folk om at tiltræde Tilbagetoget i Tide.
Kun vanskelig river jeg mig løs og for et Øjeblik at føle mig alene
herude mellem Himmel og Hav, lader jeg de andre gaa i Forvejen.
Saa hurtig, som om de var sunkne i Søen, forsvinde de under det
mørke Land, og jeg staar alene paa denne faste Plet, der som ved
Trolddom er skudt op midt i det fraadende Hav, omringet af et
Bælte af smult Vand, der synes at blive smallere og smallere.
Maanen har vandret saa meget, at dens Straaler kunne naa helt
ind i Bølgesvælget; Søernes hvide Braad lyser som hvasse Rovdyr-
tænder, uhyre Gab spærres op, og med Brølen kaster de sig ind —
nærmere og nærmere kommer de, de særeste Skikkelser hvirvles
rundt i deres Favn, som Fangearme glider Vandet fra Læbæltet
op paa den Smule Strand, der er tilbage, det er som vilde de
lokke til at følge efter, der er en sugende, dragende Magt i denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
