Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Emil Hannover: Hans von Marées. Med fire Illustrationer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa Vej mod Højderne, men midtvejs mellem Højderne og Dalen
standses de tapre Mænd, og skuer opad mod de Regioner, hvor
den evige Ære skinner i en aldrig nedgaaende Sol. Ned kan de
ikke gaa nu., da de aner Henrykkelsen paa Højderne, og op kan
de ikke naa.
Mellem disse tapre Mænd er Marées. Det er hans Ulykke —
men ogsaa hans Ejendommelighed — at have villet følge mere end
én Vej op mod hine Højder, set fra hvilke denne vor graa og
jammerfulde Verden antager en Skønhed og Rigdom, om hvilken
vi Dødelige hernede paa Jorden end ikke kan drømme. Men
allerede fra det Punkt, hvortil han naaede, har han set en Verden,
der er os ukendt og æventyrlig. Tungt og med Besvær har han
skildret sine Syner, men han har dog beriget os aandelig med
Billederne af dem.
Hvad han har set deroppe fra er dette:
En Menneskeslægt, der lever en vegetativ idyllisk, naiv og
uforstyrrelig Tilværelse ude i en Natur, der synes at rumme denne
Menneskeslægts hele Væsen. Træerne er ranke og plastiske som
Menneskene, stille og alvorlige som de. Det er en Natur, der er
simpel og usammensat som de Mennesker, der færdes i den. Den
har ingen stærke Smil af Sol, men den har heller ingen dryp-
pende Taarer af Regn. Med sin uforanderlig dybt blaa Himmel
og sine evig dunkelgrønne Skove er denne Natur lidenskabsløs
som de lidenskabsløse Tilværelser, der lever i den. Der findes
mellem disse Mennesker ingen, der er fremragende ved Legems-
skønhed eller fremragende ved Sjæl. Alle har de en naturlig Ynde,
der dækker deres Mangel paa ideal Skønhed; alle har de en dyb
og inderlig indadvendt stilfærdig Følelse, der erstatter deres Mangel
paa Aand. Én Stemning behersker dem alle og den Natur, der
omgiver dem.
Man føler denne Stemning, og man føler hele Marées Billed-
verden som en Aabenbaring, træder man en Dag i Skumringen
ind i det Rum i Munchen, hvor hans betydeligste Arbejder er
samlede. Man overser da de forstyrrende Tegnefejl, og man for-
nemmer Farven mere i dens Værdier end som en uheldig Kolorit.
Det er da, som havde Marées naaet sit Maal. Men kaster saa
Eftermiddagssolen en sidste Straale paa et af disse Billeder, løses
pludselig Fortryllelsen, og det kan hænde, man gaar ærgerlig der-
fra. Men man ønsker sig hurtig ind under Fortryllelsen igen, og
der kommer en Dag, hvor man tilgiver Marées hans Synder og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
