Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. V. Vedel: Literatur-Oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stadsende over, hvad det vel er for en Trolddom, der har 1’or-
maaet at holde den adspredte, flygtige Nutidslæser fangen saa længe.
Og sikkert er der en Trolddom i Bogen; men det er ikke saa lige
at faa fat i, hvor den stikker.
Bogens Idé er nemlig — straks at tage paa — hverken fri
for at være banal eller uklar — som saa ofte Drachmanns Bøger.
Vil man gøre noget ud af den — ogsaa efter Sædvane — noget
vel flotte og flove Titel, maa det være dette, at Bogens tre Hoved-
personer ere forskrevne til Samfundet, som lammer eller kvæler
den fri, lykkelige Udfoldelse af deres Idealitet. Der er Maleren og
Forfatteren Gerhard, som gennem „et godt Parti" forskriver sig til
Bredgade-Selskabet, men siden søger at kæmpe sig ud deraf. Der er
hans aandelige Supplement og Alter-ego Ulf Brynjulfsen, den op-
revne Lyriker, som i Oprør mod samme „Selskab" gaar til Grunde
paa Bellmann-Ewaldsk Vis. Og saa er der Edith, Chansenette-
Sangerinden, hvis Liljesjæl bløder stille, men stolt under sin Paria-
stillings trykkende og skæve Forhold.
I og for sig ere jo disse Æmner vel udtraadte. Hvad kan
være mere forslidt end Gerhards Skandaltale i det store Etatsraad-
Selskab, midt i Festtalernes Række, — om det da ikke skulde være
Ulf og de andre skibbrudne, der drikke sig fulde og gaa i Hundene
til „Samfundets" Forklejnelse, — eller muligvis den Engel, der
gaar blandt Gøglet og Smudset, næppe plettet paa sin hvide Dragt,
og i Sjælen ren og skær, medens Etatsraadsdatteren ejer en De-
inimonde-Sjæ] bag Demimonde-Manerer?
Og rundt i Bogen føres fortærskede „Sandheder" til Torvs
som genial Aandrighed. Især Ulf afleverer ofte med inspireret
Gudeaasyn utrolige Tirader. Hvad skal man sige til spirituelle
Bemærkninger som denne: „Mon Digteren er ærlig, naar han
skildrer sig selv? Hvornaar tør han være sig selv paa Scenen eller
i en Bog, give sig selv som den, han er? Og hvornaar er han
sanddru, naar han fremstiller Kvinden?"
Men det er jo den store Digters Naadegave, at Trivialiteter
blive nye i hans Mund. Victor Hugo skrev sine mest begejstrede
og begejstrende Digte over Ideer fra Skoledrenges Stile. Bjørnson
skrev „Paa Guds Veje" noget nær over det samme. Drachmann
har i „Forskrevet —“ over et Par Truismer skrevet en slaaende
original og saare dyb Bog.
Det er Bogens Rigdom, som straks fængsler. En kongelig
Ødselhed strør med aaben Haand ud over alle dens Blade. Man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
