Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Af Præsten C. L. Strøms „Ungdoms-Minder“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han sagde derfor aldrig paa en kommanderende Maade: „Marsch!*
men, formodentlig af Frygt for at støde: „Væ’s go aa mas* eller:
„Væ’s go aa præsenter Geværet* og føjede endnu gærne til: „Ja,
1 ve nok, hvordan de ska være*. Det var derfor langt fra, at
dette Korps gjorde Parade, naar det ved Kongens Gennemrejse
eller deslige højtidelige Lejligheder blev opstillet paa Torvet. Den
eneste, som kom godt derfra, var Fanebæreren, en Farver af
kraftfuld Bygning, der svingede og sænkede sin Fane til almindelig
Beundring.
Bondestanden lærte jeg noget bedre at kende, i det mindste
Gaardmandsklassen, da Domkirkens Bønder ofte kom for at tale
med min Fader. De vare, efter den Tids Brug, klædte i røde
Kofter med mange Brystduge og Veste, men tynde Knæbukser,
om Sommeren af Lærred, om Vinteren af Skind, og paa Hovedet
en Vadmels Kabudse, saaledes indrettet, at den i ondt Vejr kunde
foldes ud og slaas ned over Hals og Skuldre. (Et lignende Hoved-
tøj af Klæde blev ogsaa, under Navn af Hatteslag, benyttet af
Borgerfolk paa Vinterrejser.) De saa slet ikke forknyttede ud
saaledes som maaske Tilfældet var med Herregaardsbønderne.
Tvært imod vare der nogle iblandt dem, f. Eks. Beboerne af Øen
Ourø i Isefjorden, som forbavsede ved deres Højde og kække
Holdning. Af Ungdommen bleve de ikke smukt behandlede. De
maatte ofte høre Navnet: „Graalaar* og tage imod mangen Sne-
bold, naar de om Vinteren kom kørende eller ridende igennem
Gaderne. Hvorledes denne stygge Stemning var bleven udbredt
iblandt os, kan jeg ikke anderledes forklare, end at vi maaske
af Klassikerne havde lært, at en „Fremmed* og en „Fjende* i
ældgamle Tider bleve af Romerne ansete for ensbetydende Be-
greber. Af mine Forældre bleve de altid behandlede med megen
Forekommenhed og Venlighed.
Selv Husmændene i Omegnen vare ikke uden Mod, især
naar de havde faaet nogle Snapse til Livs. En af dem, bekendt
under Navn af „Stærke-Anders*, og udmærket ved sin herkuliske
Skabning og overordentlige Styrke, var endog en sand Skræk for
alle Markedsgæster, da han ideligt yppede Klammeri og altid gik
af med Sejeren. En Gang havde en Snes Borgere rottet sig
sammen for at tugte ham; men, efter Sigende, vare de komne
meget slemt derfra og havde maattet skynde sig ud af Døren.
Hvad jeg selv har været Vidne til var, at han en Gang paa et
Marked spottede over en Hest, som var tilfals, ved at sige, at en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
