Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Johannes Jørgensen: Charles Baudelaire
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
følgende Vers med et Mærke, der ikke er til at tage fejl af. Her
er den Kunstnerens Signatur paa hver Sides Fod, hvorom Edmorid
de Goncourt taler et Sted i sine Dagbøger.
Der findes nemlig ikke i fransk og ikke i fremmed Literatur
nogen Sørgmodighed, som den, der hos Baudelaire ironisk ringe-
agtende betegnes med Ordet ennui. Ved Siden af denne altop-
givende Stemnings sløve og døde Graa antager Heines Weltschmerz
røde, livskraftige Farver og Shelleys Tungsind synes dybblaat og
mildt velgørende som en sydlig Sommernats dunkle og højtids-
fulde Himmel.
Den Melankoli, Båudelaire udtrykker, har ingen svunden
Kærlighedslykke til Baggrund. Intet Vemod mildner dens skarpe
og bitre Smag. Der er ingen solbeskinnet og ensom Strand, hvor
dette Tungsind kan græde sig ud — „som et træt Barn*.
Det er de store Stæders Tungsind, Baudelaire skildrer, de
nordlige Klimaters og de nordlige Kulturers Sørgmodighed. Hans
Digtes Horisont er altid takket af Husrækkers Skorstene og flænget
af Taarne og Spir — disse Byernes Master. Hans Poesis Himmel
er Storstædernes: regngraa, sodet, tilrøget slæber den sine tunge
Skymasser lavt over Millionbyens Tage.
Store Partier af „Fleurs du Mal* bestaar af saadanne pari-
siske Landskaber. Instar omnium læse man Begyndelsen af
Digtet „Spleen« (Nr. LXXX):
„Naar den tunge og lave Himmel tynger som et Laag —
paa Aanden, der stønner i Lede — og naar Dagen er sort —
bedrøveligere end Nætterne; — naar Jorden er forandret til et
fugtigt Fængsel, — hvor Haabet som en Flaggermus slaar sin
Vinge mod Muren — og støder Hovedet mod de raadne Lofter —
naar Regnskyernes Skylle tegner Streger i Luften — som minde
om et Fængsels Gitter — og naar et stumt Folk af Edderkoppe —
spinder deres Væv i ens Hjæme_______“
Eller man gennemlæse — for at tage endnu et Eksempel —
det skønne og fuldendte Digt Nr. GXXVII (Grépuscule du matin),
det hvis sidste Linjer i Prosadansk lyder:
„Langt borte gennemskår et Hanegal den taagede Luft. —
Et Hav af Dis badede alle Bygninger — Hospitalernes Døende
udstødte deres sidste Rallen — og Vellystningene vendte hjem,
sønderknuste af Nattens Lyst. — Morgenrøden i sin røde og grønne
Kjole drog frysende frem over den øde Seine —, og det skumle
Paris gned sine Øjne og greb sit Værktøj, den gamle Arbejdsmand.*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
