Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Johannes Jørgensen: Charles Baudelaire
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For denne store og frygtelige Venus brænder Baudelaire
sine syge Blomster som en Røgelse, hvis Duft minder om hin
uhyggelige Virak, tilberedt af onde Urter, der i de gamle Mysterier
ofredes paa Gudinden Hekates Alter.
Denne Venus er det, hvis uforsonlige og grusomme Maje-
stæt Digteren tilbeder, som han tilbeder Nattehimlen. Hende er
det, han beundrer, som han beundrer de øde Ørkner og det golde
Hav. „Hendes Øjne er kolde som Staal eller som Ædelstene —
hendes Legem er smidigt som en ung Slanges’*. Som en elskelig
Gift gnaver hun Digterens Livsmarv og fortærer hans Legem og
Sjæl. „Hendes Hals er stor og rund, hendes Skuldre fede, hun
vugger sit Hoved yndefuldt som en ung Elefant. Hendes Barm
er et Skrin fuldt af Vine og Dufte, der beruser Hjærneme og
Hjærteme. Hendes Arme er skinnende Kvælerslanger, hvormed
hun knuger sin Elsker, som om hun vilde indprente ham i sit
Hjærte. Og hendes ædeltformede Ben bevæger sig under Kjolen
som to Hekse, der rører en Trylledrik sammen i et dunkelt Kar."
Denne Venus er det, Digteren knæler for som en Præst for
sit Gudebillede. Hendes Fletninger har Ørkenens og Skovens raa
Lugt, om hendes Legem driver Duft som Vellugt om et Røgelsekar,
hun fortryder som Aftenen, hun er det varme Mørkes attraavæk-
kende Nymfe. Til hende søger Digteren, naar han er træt af
Tankens forgæves Møje; hun behager ham ved sin antike Ro, sin
ophøjede Dyriskhed, og han, Tungsindets Konge, kaarer hende i
Utugtsnattens usunde Alkoveluft til sin Dronning.
Til denne Gudindes Kythere er det, Baudelaire indskiber sig.
Det er ikke Antikens glade Elskovsø, hvor unge Præstinder med
aabenstaaende Klædebon modtog den græske Søfarende paa Kysten.
Myrtelundene, hvis grønne duftende Hvælvinger lukkedes som et
Tempel over Kærlighedens Mysterier, er borte, og j den gyldne
Afrodites Haver er alle Roser døde. Paa den ganske afsvedne,
ganske nøgne og øde og sorte 0 løfter sig kun en Galge mod
Himlen. En stakkels Hængt dingler der, hans Øjne er Huller,
hans Indvolde vælter ud gennem den brustne Bug og hænger ham
ned over Laarene. Ravne hakker i Liget, og forneden kredser en
graadig Skare aadselædende Dyr, som begærligt vente det Øjeblik,
da Strikken skal skære sig gennem den raadnende Hals og Legemet
styrte til Jorden. Venus’ 0 bærer kun en Galge, hvori Digterens
eget Billed, et raadnende Lig, hænger. Og fortvivlet udbryder han,
med Hænderne mod den straalende Solluft:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
