Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Johannes Jørgensen: Charles Baudelaire
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stiger vi et Skridt længere ned mod Helvede. Paa Dommens Dag
— hedder det i et andet Digt — vil Satan staa frem og sige til
de forsamlede Folkeslag: »Enhver af Jer har bygget mig et Tempel
i sit Hjærte og i Smug kysset min skidne Bag — bekend da Eders
Gud med det sejrende Grin — bekend Satan, der er styg og kæmpe-
stor som Verden selv«. Og i et tredje Poem aflægges den samme
Tilstaaelse om Satans Overmagt paa en mere stilfærdig men ikke
mindre fortvivlet Maade. „Jeg har for at behage Dyret, Dæmon-
ernes værdige Vasal, haanet det, jeg elsker, og smigret, hvad der
er mig imod. Som en slavisk Bøddel har jeg krænket den Svage,
hvem man med Urette foragter, nejet mig for den tyrepandede Dum-
hed, kysset den umælende Materie med stor Andagt og velsignet
Forraadnelsens blege Lysglans«.
Der foregaar da i denne Digtersjæl en evig Kamp mellem
Kødet og Aanden. Den katolsk opdragne Poet vedbliver gennem
hele sit lidet asketiske Liv at bevare en Munks Samvittighed.
Langt mere betegnende end Titlen „Fleurs du Mal« er derfor
Undertitlen paa Digtsamlingens første Afdeling — Spleen et
Ideal, det er: Satan og Gud.
Overalt, hvor Idealet svæver Digteren nær, forvandler Vers-
ene sig derfor uvilkaarligt; de antager en kristelig Aand, en
kirkelig Tone, en Salmeklang; deres Melankoli og deres Længsel
er de samme, som løfter sig paa Hymnevinger mod Katedralernes
Hvælvinger; selve Billederne i dem genkalde den katolske Guds-
tjeneste, den kirkelige Ritus.
Karakteristisk som Type paa denne Art af Digte er Nr. XLVIII
i Fleurs du Mal, betitlet „Aftenharmoni«. Det hedder her:
„Det er den Stund, da Blomsterne, sitrende paa deres
Stængler, udaander deres Duft som Røgelse, og i Aftenens Luft
drejer Lyd og Duft sig i melankolsk Vals, i smægtende Svimlen . . .
„. . . . Et ømt Hjærte, der hader det tomme, sorte Intet,
samler hvert Spor af den lysende Forgangenhed. Solen er druknet
i sit størknende Blod, og i mig lyser Dit Minde som en Monstrans«.
En enkelt Gang gaar denne kirkelige Madonnadyrkelse saa
vidt, at den for at give sig Udtryk maa anvende Middelalderens
Hymnestil og — hvad mere er — dens Hymnesprog: Latin.
Jeg sigter til det i Klosterlatin omhyggeligt udarbejdede Poem
Franciscæ meæ laudes.
Tilskueren. 1891. 48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
