Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Johannes Jørgensen: Charles Baudelaire
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og foran Digteren aabner sig da som det eneste, der er
tilbage, Dødens sorte Afgrund, Tilintetgørelsens store Ubekendte.
Allerede begynder han at føle sig som en Døende. Naar
han sidder de lange Vinteraftener ved sin Kamin og lytter til de
fjærne Kirkeklokkers Lyd i Taagen, dukker hele hans Liv op for
hain, og han føler, at alt kun er Erindringer, at han ikke mere
har noget Liv. Kun hans evige Lede er hos ham i Vinternatten,
og han forekommer sig selv en saaret Mand, der ligger ved Vej-
kanten, glemt af Hæren, rallende i de sidste Trækninger under
Vægten af en uhyre Dynge Døde. (Fleurs du Mal, LXXVI.).
Naar han vandrer i Parises Grader, er det ikke som før de
pragtfulde Dejligheder, der tiltrækker sig hans Blik. Det er de
firsindstyveaarige Evadøtre, han betragter. Disse Menneskeruiner
synes ham hans Familie, han føler sine Tanker i Slægt med disse
trætte Hjærner paa Gravens Rand. (Fleurs du Mal, CXV.). Det
er ham undertiden, som om en Djævel vandrede ved hans Side
og overalt gjorde ham opmærksom paa Ødelæggelsen og Forfaldet.
I Mennesket ser han uvilkaarligt Skelettet, i det skønne Legeme
Kadaveret („Les Fleurs du Mal*: La destruction, Danse
maeabre, Le squelette laboureur, Une charogne).
Døden bliver for ham Livets Maal og eneste Trøst, og han
indvier sin Poesi til dens Ære; Døden erstatter ham alle andre
Gudinder; i Stedet for Venus og Madonna troner Persefone paa
hans Digtnings Højalter. Hans Aand og hans Legeme er lige
trætte af at leve og trænger ligeligt til Hvile i Dødens forfriskende
Mørke.
Det er paa dette Udviklingstrin, at Baudelaire gør til sine
disse Ord af De Quincey: „Vi formaar at se Døden i Ansigtet.
Men hvis vi, før vi blev til, vidste, hvad Menneskelivet var, kunde
vi da uden Rædsel se vor Fødselsstund i Møde?*
Hans Aand, der fordum elskede Kampen, spores nu ikke
længer af noget Haab. Den er som en gammel Hest, hvis Fod
snubler over enhver Hindring. Den har kun ét at gøre — at
lægge sig hen og sove.
Saa tager Digteren da sit Regnebrædt og gør op med Livet.
Hvad har han set paa denne Jord, som en Gang for Aar-
hundreder siden blev kaldt den bedste af alle Verdener?
Overalt det samme kedsommelige Skue af den evige Synd
— Kvinder, som ikke er andet end dumme, stolte og lumpne
Slavinder, Mænd, der er haarde og begærlige Tyranner, Bødler,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
