Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Johannes Jørgensen: Charles Baudelaire
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som glæder sig, og Martyrer, som hulker, Despoter, hvem Magtens
Gift lammer, og Folkeslag, som elsker Pisken, der fordumnier dem.
Og ingensteds i denne Verden har hans Sjæl fundet Lin-
dring for sin Længsel. Rige Byer har han set og mægtige Land-
skaber, men aldrig genfandt han i dem den Skønhed, som Sky-
landene ejer, og altid drev Begær efter noget bedre ham bort.
Nydelser opflammede kun hans Attraa, tjænte kun til Gødning for
hans Begær, saa at det som et kraftigt Træ stadig skød sine Grene
højere og højere op.
Derfor paakalder han nu Døden, den gamle Færgemand!
„Let Ankret" — tilraaber han ham — „det er Tid! Lad os styre
bort fra dette Land, som gør mig led, for at finde nye Kyster paa
det Ubekendtes Hav". (Fleurs du Mal, La Mort).
Og naar han er død, vil hans Legeme blive begravet et
Sted bag en gammel Ruin. Folk vil sky Stedet, hvor den berygtede
Digter ligger begravet. Men om Natten, naar Stjærnerne lukker
deres Øjne til, vil Edderkoppen sætte sig der og spinde, og Øglen
søge derhen for at yngle. Hans Grav vil blive et Mødested for al
Mørkets Æt. Troldmænd og Mordere, forbryderske Elskovspar,
Spøgelser og Hekse vil samles der i Nattetimerne, tudende flyver
Uglerne om den, og Kattene kommer derhen og hyler klagende
over den døde Mester, der havde dem saa kær. VII.
VII.
Saaledes er da i løse og ufuldkomne Rids Baudelaires poetiske
Fysiognomi. Et tvetydigt og mærkeligt Ansigt, hvis Øjnes Glød
paa en Gang er Helvedlue og himmelsk Lys. En ironisk Skikkelse,
hvis Konturer ikke er lette at holde fast og som derfor vækker
ens Nysgerrighed og lokker en dybere og dybere ind i de syge
Blomsters Have.
Baudelaire er i den moderne Literatur et ganske isoleret
Fænomen. Man kan hos Swinburne finde den samme Brand
af fortærende Vellyst som i de mest udskejende Digte af „Fleurs
du Mal". Den engelske Poets „Faustine" og „Dolores" indbrænder
sig i ens Sind med fuldt saa svidende en Glød som nogen af
Baudelaires navnløse Alkove-Kvinder. Men man savner hos
Swinburne det Dobbeltlys, det Skær af Helvedrødt og Himmelblaat,
hvormed den franske Digter fra to Sider belyser sine Billeder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
