Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Professor Jul. Lange: Hollandsk Malerkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Vor (o: Italienernes) Kunst er det gamle Grækenlands", saa er
det ukritisk og vildledende. Det er sikkert ikke Michelangelos
Sind og Tænkemaade, der udtrykkes i denne Sætning og dens
videre Udførelse, men derimod vel Epigonernes.
Om Forfatterens Opfattelse af Rembrandt er det endnu ikke
Tid at tale udførligere, fordi han først i Bogens Fortsættelse vil
komme nøjere ind paa denne store Kunstner. Foreløbig maa det
dog være tilladt at sige, at hvad der allerede i det udkomne Bind
udtales om Rembrandt, kan forekomme Læséren noget uklart.
Vistnok har Forfatteren en sjælden Indsigt i Rembrandts kunstneriske
Karakter og kender dens Begrænsning lige saa vel som dens
Styrke. Han begrænser vel endog Rembrandt for stærkt, naar
han sætter den legemlige Grimhed paa hans Program og lader
ham finde det hæslige udtryksfuldere end det skønne (S. 24) —
det forekommer mig, at meget taler imod, at dette har været
Rembrandts Mening. Men alligevel tillægger han ham, netop i
Kraft af dette „Kætteri", en vis absolut Forrang i de nordiske
Landes Kunst og gør ham til den ypperste Tolk for „et nordisk
Syn". Det tror jeg heller ikke, slaar ganske til. Rembrandt er
en af de mægtigste og ejendommeligste Kunstner-Individualiteter
som Verden har kendt; men at han hverken for sin egen Tid
eller for senere helt har kunnet udfylde Nordboerens Krav til
Kunsten, at han, med alt det rige, han har givet, dog har efterladt
Savn, store Savn — det beror ikke paa lutter Dumhed eller
Blindhed. Nordboernes Øjne og Hjærter have ogsaa Trang til
Formskønhed, til meget mere end Rembrandt har givet i denne
Retning, hvad enten han nu ikke har kunnet eller ikke har villet
give mere. Som Jason drog ud efter det gyldne Skind, have
Nordboerne kæmpet sig ned til Syden for at hente Formskønheden
der hvor den forlængst var kunstnerisk udpræget: dette Forhold
har medført meget, der var forfejlet, og meget, der var ubetydeligt
og værdiløst, men ogsaa noget stort og godt; og i hvert Fald har
der ogsaa i dette Arbejde været en drivende Kraft, en Trang til
noget, man satte Pris paa, og som man mente at kunne tilegne
sig paa anden Haand, der hvor man fandt det færdigt. Sandt er
det, at den egentlig nordiske Formskønhed endnu ikke har haft
sin Kunstner; og om den nogensinde faar ham, maa det delfiske
Orakel vide. Men faar den ikke sin Kunstner, saa vil det i hvert
Fald blive et Savn, et stort Savn i de nordiske Folks Udvikling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
