Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Dr. phil. C. N. Starcke: Tvivlens Historie i den nyere Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Betragtning ligger ikke paa det Punkt, hvor der kunde have været
Anledning til at omtale Mandeville; det er ikke den Anskuelse, at
det gode, det velvillige og det retskafne, er samfundsnyttigt, som
jeg har noget at indvende imod, men derimod den Maade, hvorpaa
Forbindelsen mellem dette Gode og det enkelte Individs personlige
Lystfølelser opfattes.
Livet vinder i Fylde, naar vi blive i Stand til at lade vort
Hjærte gennemstrømmes af Venskab og Medlidenhed, naar vi lære
at elske Retfærdigheden saaledes, at vi ikke ville købe Tilfreds-
stillelsen af noget af vore Ønsker ved at krænke den. Ja hvorfor
gør Livet egentlig det?
At der gives Mennesker, som tro, at Livet vinder i Fylde
under disse Vilkaar, og at det er disse Menneskers Tro, der lige-
som er kodificeret i det, der gælder som vor Moral, det er en
Kendsgerning, men i og for sig heller ikke mere. Jeg er overbevist
om, at denne Kendsgerning kan retfærdiggøres, forklares og
begrundes; men saa længe en saadan Retfærdiggørelse ikke har
fundet Sted, er det i det mindste muligt at anse den som en
Illusion, en Rus, en taabelig Affekt, vi ville lære at spotte over,
naar vi en skønne Dag vaagne til Besindelse. Min Opposition
mod Evolutionsmoralen beror netop paa, at den Maade, hvorpaa
denne vil sikre os disse Følelsers Herredømme, er at lade Rusen
blive permanent; og deri, siger jeg, skjuler sig en Skepticisme, en
hemmelig Frygt for, at den Dag, Mennesket fik Tid til at besinde
sig, den Dag Rusen svandt, kunde disse Følelsers Herredømme
være forbi.
„Ti i selve Fællesfølelsen og Sympatien, skriver Prof. Høff-
ding, haves da et af de største Goder, om hvilket der ikke blot er
at spørge, hvad det nytter til, men hvis Nytte er aldeles umiddelbar
(immanent), idet det fylder Sindet med en af de inderligste Lyst-
følelser. Individets eget Væsen styrkes og udvides gennem Hen-
givelsen, Horisonten udvides, og nye Muligheder for Virken, Nyden
Liden vise sig; hele Livet føles paa en rigere og dybere Maade–-
alle de Følelser ogÆvner, der føre i samme Retning som Fælles-
skabsfølelsen og Sympatien, faa en Sanktion, de før manglede, en
Accent, de ikke kunde have, saa længe de blot vurderedes fra det
„isolerede" Individs ensomme Drejning om sin egen Akse. Denne
Akseomdrejning hqrer dog ikke op, fordi den hele Klode nu viser
sig at staa under Indflydelse af dybere liggende Verdenskræfter.8
Dette veltalende Stykke med dets smukke Slutningsmetafor er et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
