Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Dr. med. Hans Kaarsberg: „Slægtens Degeneration“ ved Kultur — og Studier i de dørbøtiske Kalmykkers Horde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ved et Indtryk af halvtredsindstyve ulykkelige Tæringspatienter,
fordelte med deres »Spyttekruse* i fem Sygestuer, som forgyldes
af Foraarssolen, — han overvældes ved Synet af store operative
Indgreb, særdeles af dem med den slette Prognose. Og i Fald han
overhovedet kan udholde disse for ham nye og overraskende
Indtryk, kommer der meget hyppigt og meget snart et Tidspunkt,
da han føler sig som en betydeligere, mere voksen Personlighed,
som én af de »indviede* i Livets Mysterier. Han er som den
grønne Literat, der første Gang faar Lov at opholde sig bag
Kulisserne, mens Skuespillet opføres for det almene Publikum.
Og ganske afset fra den sande Medlidenhed, der griber hans Sjæl,
kommer der nu en Tid for ham, i hvilken han ligesom »nyder
sine Indtryk*, fordyber sig i dem. Stundum gribes han af en
naturlig Tungsindighed, stundum af Hypokondri, der, i Fald der
er Tømmer til en Læge i ham, er forbigaaende. Men hyppigere
bliver han, hvad vi paa Dansk med ét Ord kalde »vigtig*. Han
er revnefærdig af sine nysindsamlede Iagttagelser. De fylde ham
til Tungeroden: Han maa af med dem. Hans Tale henter i
denne kritiske Periode næsten udelukkende sit Stof fra »Ulykkens
Huler og Elendighedens Boliger*, i de allergemytligste Lag, specielt
i Dameselskab, serverer han haarrejsende Gyseligheder fra „hans
egen Erfaringskreds* og med Kommentarer og Understregninger,
der i høj Grad forøge det nervepirrende ved hans Fremstillinger...
Og saa endelig oprinder den Dag, da Følelsen af hans Kalds
Storhed, dets Idealers Fjærnhed, lukker hans Mund, aabner hans
Øje og Hjærte, bringer sand og sund Alvor og Fasthed til
hans Aand.
Man kaste som Fagmand et nøgternt Blik paa de sidste
10—15 Aars Literatur, og man vil sé klart og grant, at kun
overmaade faa af de talrige Forfattere, der fortrinsvis ynde at
hente deres Sujeter fra Patologien, ere naaede ud over Volontør-
Videnskabeligheden og Volontør-Kritiken. Livets Ulykke, saaledes,
som den præsenterer sig indenfor Hospitalernes og Sindssyge-
anstalternes Mure, er for stor til med Held at kunne bruges som
Effektmiddel paa Skuepladsen og i Romaner af en hvilken
som helst Skribent. Og den er ved sin Alvor for fornem til
ustraffet at taale den qvasi-videnskabelige Udnyttelse, for hvilken
den i rigt Maal har været Genstand i alle Landes Literatur.
Selv enkelte af vor Tids Forfatter-Heroer have rendt sig en
latterlig Pæl i Kødet under deres Kurmageri til Patologiens Muse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
