Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - N. Neergaard: Moltkes Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mod »det solrige Syden“. 1 et Brev fra Vinteren 1867 til en af
Brødrene, som for sit Helbred opholdt sig i Algier, fortæller han,
hvor godt det gør ham i Fantasien at flygte fra Berlins „graa
Taager, dryppende Tagrender og lange Aftener" ned til de Egne,
hvor Broderen færdes. „De mange nøgne Tiggerunger", føjer han
til, „vilde ikke forstyrre min Glæde synderlig. Hos os kryber
Elendigheden i Skjul i afsides Huler, hvor man ikke ser den, og
Kulde og Sult truer med Tilintetgørelse. I Syden har selv den
fattigste i det mindste Solen, som kan varme ham, og Havet og
Bananerne lader ingen sulte." Nu fandt han dog i det mindste
i den varme Aarstid en god Erstatning for alt dette i sit smukke
Creisau. Det ny Liv dér har øjensynligt optaget ham stærkt, og
hans Breve, der ellers i Aarenes Løb er bievne mer og mer ord-
knappe, faa atter lidt af Ungdomstidens meddelsomme Bredde,
naar han fortæller Brødrene om hvordan han planter og bygger
paa sit Gods, og hvordan alting gror og trives derude. Han
glæder sig over sine Druer og Ferskener, over sine Pelargonia-
bede foran Huset og over hin mærkelige Ricinus, der blev ikke
mindre end halvtiende Fod høj. Livet herude huede ham bedre
end Embedets Ære og Anstrængelse: „man maa", skriver han
muntert til sin Broder, der, skøndt syg, havde lidt ondt ved at
træde tilbage fra sin offentlige Stilling, „s’kaffe sig en anden
Virksomhed: her gaar jeg og graver og slider som en Daglejer."
I Aarene mellem den østerrigske og den franske Krig
ramtes Moltke af den eneste store Sorg, som hans forunderlig
ligelige Tilværelse synes at have bragt liam: hans Hustru Maries
Død Juleaften 1868, efter faa Dages Sygdom. Mollkes Ægteskab
var, som alle véd, i en sjælden Grad lykkeligt, og Brevene bære
ofte Vidne derom. Det laa en Natur som hans fjærnt at svømme
hen i lyriske Skildringer af sin huslige Lykke, men i hans stil-
færdige Ord ligger der en saa meget dybere Erkendelse af alt det
gode, dette Ægteskab havde skænket ham. „Min største Lykke",
skriver han i 1847, fem Aar efter sit Bryllup, til en af Brødrene,
„er min lille Kone. 1 disse fem Aar har jeg sjælden set hende
bedrøvet og aldrig gnaven. Luner kender hun ikke til, og hun
tager heller ingen Notice deraf hos andre. En virkelig Uret maa
man ikke tilføje hende, det vilde hun med sin bedste Vilje ikke
kunne tilgive. Ti med sit lyse Sind forbinder hun en bestemt,
fast og dyb Karakter, som vilde kunne holde hende oppe under
al Slags Modgang." Jo større Tabet var for den snart halv-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
