Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - N. Neergaard: Moltkes Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fjærdsindstyveaarige, barnløse Mand, jo skønnere er den høje Ro,
hvormed han bærer det. Det Brev, han Juleaften, faa Timer efter
Dødsfaldet, skriver til sin Broder, vidner tilstrækkeligt derom: „Jeg.
havde”, skriver han, „ikke kunnet ønske at kalde hende tilbage.
Hun har levet et sjældent lykkeligt Liv og er bleven befriet for den
sørgelige Alderdom.” Det Brev, han paa Aarets næstsidste Dag,
efter Begravelsen, skrev til Adolf Moltke, er i sin klare, simple
Inderlighed saa ægte moltkesk, at det fortjæner at gengives i
sin Helhed:
„Jeg takker hjærteligt for eders Deltagelse ved mit tunge
Tab. Hvem der har kendt Marie kan forstaa Tabets Storhed og
den Tomhed, det har efterladt hos mig. Der var intet skønnere
end hendes Buste straks efter at hun havde udstridt: dette stille,
fredelige Udtryk i hendes Ansigt. Hun syntes kun roligt slumret
ind. Hendes Kiste staar nu i det lille katolske Kapel paa Creisau,
dækket af talløse Kranse og Palmegrene. Sandemænd og Sogne-
fogder fra Godserne havde udbedt sig at maatte bære hendes Kiste.
Den lille Kirke var strøet med grønne Grankviste, og mange græd
bitterlig, alle havde de jo haft den unge, skønne Frue saa kær. Jeg
haaber til Foraaret at faa et lille Gravkapel for Marie og mig
bygget færdig; rigtignok havde jeg troet, at hun skulde bygget det
for mig. Bygningen bliver rejst nær ved Slottet paa en lille skov-
groet Høj, hvorfra man har en vid og smuk Udsigt ud over God-
sets Marker til Bjærgene. Jeg haaber, at indrette Stedet saadan,
at enhver gærne vil være der.”
Men inden Moltke skulde bæres hen i dette Gravkammer,
skulde han endnu blive Hovedmanden i det største Krigsskuespil,
Verden har set. Krigen med Frankrig kom ham, som allerede
sagt, paa ingen Maade uventet. For Napoleon III nærede han
en dyb Ringeagt. Allerede 1853 skrev han: „hans Kejserdømme
antager bestandig mere Karakteren af en storartet Svindel”, og
det glimrende Held, som fulgte det i de følgende Aar formaaede
ikke at blænde ham. I den sidste Halvdel af Tredserne saa han
tydeligt, hvorledes Tøjlerne gled Napoleon ud af Hænderne, og
hvorledes Forholdene kunde nøde ham til Krig selv uden synder-
lig ydre Foranledning. Men han ytrer paa intet Tidspunkt Frygt
for denne Krig og betoner atter og atter Frankrigs store Svaghed.
Under LuxemburgafTæren 1867 skrev han, at denne Sag næppe
vilde føre til Krig: „Louis Napoleon maa sige sig selv, at han
slet ikke er i Stand dertil. Men det kan han ikke sige sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
