Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - N. Neergaard: Moltkes Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Moltke fra Tiden efter den store Krig, indeholde kun ganske lidt
om offentlige Forhold. Betegnende for ham, ogsaa som historisk
Personlighed, er dog en Ytring til Broderen Ludvig om den store
Festlighed ved Afsløringen af hans Mindesmærke i Parchim: „Det
synes virkelig", skriver han, „at have været en vellykket Fest,
men det var mig dog behageligt at kunne betragte den fra mit
sikre Skjul her i Creisau. Ti hvor mangen en, der slumrer under
Frankrigs Grønsvær, har ikke gjort mere end vi levende, og hvor
uretfærdig er ikke den offentlige Mening selv overfor disse; jeg
nævner kun Manteuffel, som trods de største og mest held-
bringende Ydelser er en af Tysklands upopulæreste Mænd.“
Indtil det sidste synes Naturen at have været Moltkes
største Glæde, og hans Skildringer fra Creisau og fra Rejserne til
Syden bliver med Aarene snarest varmere og mere levende. Kun
er det stundum et Skaar i hans Glæde, naar han ikke har nogen
af sine nærmeste til at nyde den sammen med sig. Som 84aarig
Mand skriver han til sin Broder Ludvig: „Hvis Du vil se Creisau
i dets fulde Skønhed, maa Du komme snart. Løvet er pragtfuldt,
og ikke en Oldenborre, ikke en Larve har endnu rørt det. Engene
er dækkede med talløse Høstakke af første Slet, og i Morgen skal
der køres ind. Rødtjørnen staar i sin fulde Pragt, og tusende
Knopper paa Rosenbuskadset ved Kapellet staar i Udspringet.
Og saa er her ikke en af Søskendene, som jeg kan vise al den
Herlighed til!“
Det sidste Brev i Samlingen er skrevet d. 24- Maj 1888, og
det er præget af Alderdommens og de svindende Kræfters Vemod,
blandet med Bekymring for Landets Fremtid. Det er saa smuk
en Prøve paa den moltkeske Brevstil, at denne Artikel ikke kan
slutte paa nogen bedre Maade end med at hidsætte det i
dets Helhed: ’
„At opleve et nyt Foraar anser jeg hver Gang for en
særlig Naade af Gud. Naar man har overskredet den salomoniske
Alder, kan man kun bede om, at Herren naadigt vil tage en til
sig, uden altfor mange Smærter og Alderdomssvagheder. Vel er
„Døden aldrig en helt velkommen Gæst", men det Aar der
kommer, vilde jeg ikke gærne leve med; der forestaar Tyskland
en tung Tid, og des værre kan jeg ikke trække mig tilbage til et
stille Skjul. Beatus ille qui procrd negotiis: det er ikke mig be-
skikket; maaske vil jeg komme til endnu at aflægge den femte
Konge af Preussen Troskabseden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
