Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. Vald. Vedel: Dansk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de Chavannes, naar han maler sine store Fresker med de underlig
tørre og kantede Figurer i ligesom ubehjælpsomme Grupperinger?
Og hvad søger Symbolisterne i deres sælsomme Billedsprog, der
vækker musikalsk Stemning, mere end klar Anskuelse? Det er
Suggestionen, Indgivelsen, de foretrække for den ligefremme
Udsigelse; det er den smittende Stemning, de sætte istedenfor den
analyserende Forstand. Man er alle Vegne ved at blive træt af den
naturalistiske Kunst, som glemmer, at „Hemmeligheden ved at kede
bestaar i at sige alt ud“, som intet overlader til Fantasiens
Selvvirksomhed, og som drukner Stemning og udvisker Billed i
ligegyldige Detaljer. Finere Kunstnere føle, at man ikke altid maner
bedst frem ved at nævne ved Navn, men tit ved at røre en helt
anden Stræng; at halvkvædet Vise ofte ægger friskt frem, hvor
direkte Ord kun vilde rejse en doven og flygtig Bølge i Sjælen;
at overhovedet Vejen fra Indre til Indre mindre gaar gennem
Forstanden end gennem den Underbund, hvorover Stemningens Strænge
dirre og hvoraf Billederne fødes og springer frem for Bevidstheden.
Til at naa her ind er nok saa overbevisende Sjæleanalyse, nok
saa oplysende Beskrivelse — som er Nutidsromanens og
Nutidsmaleriets Kunstmidler — aldeles vanmægtige; kun ved at søge
ind til samme Underbund i sig selv og lade de primitive, naive
Sider i Sjælen træde frem, vinder man den magiske Ævne til at
overføre, indgive og opvække i andre Sjæle.
Derfor søges der nu tilbage til primitivere Kunst for at
inspireres af den. Hvad der i den er ubehjælpsomt, Udslag af
Uklarhed og Uudviklethed, det ser man nu som dens poetiske
Styrke, og man erkender, at Kunst og Poesi forudsætter en vis
Sjælelivets Naivitet og Primitivitet, som man maa tilbage til.
Med megen Kunst har L. vidst at aflokke Tristans og Isoldes
tavse og altid tilbagekæmpede Lidenskabs Historie al den det
halvsagtes, det ad Omveje tilkendegivnes Poesi, som den gemmer.
Den Elskov, deres kyske Læber aldrig forraadte, skildres heller
aldrig uden gennem de Tegn, bag hvilke enhver gætter den, og
den enfoldige Følelse, den stærke Stemning finder Ord og Billeder,
der synes ubehjælpsomme, men eje magisk Kraft. Hvor Isolde plejer
den saarede Fremmede og Elskoven vaagner i begge, mener man at
læse „Faute de l’abbé Mouret" oversat fra naturalistisk til suggestiv
Kunst. „Men den Gang var det ud paa Foraaret og milde Lufte.“
Siden, da Tristan maa forlade Erins Ø, staar han paa Snekkens
Agterstavn og misunder de fattige Havets Maager som de slog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
