Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. Vald. Vedel: Dansk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
parat og uden Besvær stiller en livfuld Fantasi dem straks paa
Benene.
Det er just denne Fantasiens Lethed til at digte sig op, denne
umiddelbare, naive Medleven med Personer, Situationer, Skæbner,
som gør Forf. til den fødte Romanfortæller. Den er saa sjælden
nutildags — og det er den, en H. F. Ewald har forud for vore
fleste moderne Romanforfattere, som aldrig blive populære, fordi
de staa overlegne, uden Hjærtets Fantasi overfor deres Æmne.
Men P. interesserer sig naivt og uden Bagtanke for „Historien",
for den unge Pige i Præstegaarden og Forholdet til Kapellanen,
fremfor alt for denne hans „Helt“, for Forholdet til Fædrenehuset,
hans Længsler og Planer, hans Kærlighedshistorie, — og
interesserer derfor os for, „hvordan det gaar“; hvilket er Kærnen i al
Berettelse. Hans Forelskelse i sin naive Helt smitter os og
idealiserer hans Skikkelse, der i sig selv er noget ubetydelig. Hvor
han staar i sit jomfruelige Kammer og ser med alle sine Længsler
ud i Solskinnet, der falder ind over den slanke, blonde Skikkelse i
den vedbendrankede Vindveskarm, dér „mindede han om en ung
Munk, der fra sin ensomme Klostercelle stirrer drømmende ud
over den Verden, der ejer alle hans Længsler".
Denne Forelskelsens Idealisering af sit Sujet er al
Digtekunsts Hemmelighed og det naive Fantasteri, som gaar og digter
sig op og lever „Romaner", er nu som før Grundbetingelsen for
den Kunstart, hvis Væsen er „die Lust zu fabulieren". — Ved
Siden heraf gør det mindre, om Pontoppidan — som Fantaster
saa ofte — nu og da naivt opererer med rent konventionelle
Romanreminiscenser. Man griber ikke blot hyppig P. i helt
Kjellandske Partier (f. Eks. her Indlednings„numret“), men han kan
ofte i sine Skildringer, i sine Vendinger, uden at han aner det,
glide over i den pudsigste gammeldags Romantone. „Spøgelser"
kunde man nu og da endog tro skrevet for Løjer.
Men i Hovedsagen er „Muld" ægte nok. Den fortæller med
henrivende Friskhed og Naturlighed om Forhold, Forf. er inderlig
fortrolig med, og om Skæbner, der har hans levende Deltagelse,
— som smitter.
Vald. Vedel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
