Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Karl Larsen: Stoddere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nu kommer jeg lige derude fra,
og Klokken elleve traadte han a’
for at stille til Herrens Glæde.
De to Ting følges naturligt ad:
naar man ikke længer kan taale Mad,
saa maa man jo dø af Æde.
ÆRE VÆRE . . .!
Jo, gamle Ven, jeg er tyk i Dag,
for der er hændet mig no’et,
saa havde jeg ikke haft Syn for Sag,
vilde jeg slet ikke tro ’et.
Jeg ligger hjemme og glor og har
ikke en Øre tilsammen,
saa hører jeg no’en, der banker og ta’er
i Døren, saa det ryster i Rammen.
Jeg ser mig omkring. Ja, Herregud,
det er Rest af en fornem Vane,
for nu er der ikke en Lommeklud,
som Fogedens Folk kan rane.
Jeg aabner Døren. Der staar en Mand. —
Den Mand han har vist mig Ære!
Og over det hele Danmarks Land
jeg vil ham min Tak frembære.
Meget beskidt, med Hat uden Rand,
kunde næppe tale for Hikke ....
Hvad tror du, han vilde, den danske Mand,
hos mig? — Han vilde s’gu tigge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
